← Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

§ Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse · kapitel 7 af 10

Kapitel 7 – Administration

LOV nr 400 af 31/05/2000

§ 16. Arbejdsministeren kan bestemme, at beregningen og udbetalingen af godtgørelse m.m. efter denne lov varetages af deltagerens arbejdsløshedskasse eller af arbejdsformidlingen.

Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om beregning, udbetaling, administration, forskud, refusion, tilsyn, regnskab og revision i forbindelse med arbejdsløshedskassernes og arbejdsformidlingens udbetaling af godtgørelse.

Stk. 3. I tilfælde, hvor der er udbetalt godtgørelse med urette, kan arbejdsministeren bestemme, at arbejdsløshedskassen eller arbejdsformidlingen ikke har krav på refusion fra statskassen, og at udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes deltagerens svigagtige forhold.

Stk. 4. Skyldes fejlagtig udbetaling af godtgørelse m.m. urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en arbejdsløshedskasse eller arbejdsformidlingen, kan arbejdsministeren bestemme, at den, fra hvem de urigtige eller mangelfulde oplysninger stammer, skal være ansvarlig for fejludbetalingen.

Stk. 5. Arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen skal på begæring afgive alle nødvendige oplysninger til brug for arbejdsministerens afgørelse efter stk. 3 og 4.

§ 17. Arbejdsministeren har ansvar for oprettelse og drift af registre, der føres ved hjælp af elektronisk databehandling, og som vedrører godtgørelse i forbindelse med deltagelse i uddannelse efter § 3.

Stk. 2. Registrene kan indgå i et sammenhængende system af registre, som bl.a. skal danne grundlag for udarbejdelsen af statistik, det tilsyn, staten skal føre med arbejdsløshedskasserne og uddannelsesadministrationen.

Stk. 3. Registre, som er oprettet af arbejdsministeren, kan samkøres, i det omfang det tjener administrative eller tilsynsmæssige formål. Registrene kan samkøres indbyrdes og kan ligeledes samkøres med arbejdsløshedskassernes og kommunernes registre.

Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler for indhentning af oplysninger til brug for registre, jf. stk. 1.

§ 18. Arbejdsministeren kan bemyndige direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen til at udøve de beføjelser, der ved denne lov er tillagt ministeren.