Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 16
§ 16. Arbejdsministeren kan bestemme, at beregningen og udbetalingen af godtgørelse m.m. efter denne lov varetages af deltagerens arbejdsløshedskasse eller af arbejdsformidlingen.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om beregning, udbetaling, administration, forskud, refusion, tilsyn, regnskab og revision i forbindelse med arbejdsløshedskassernes og arbejdsformidlingens udbetaling af godtgørelse.
Stk. 3. I tilfælde, hvor der er udbetalt godtgørelse med urette, kan arbejdsministeren bestemme, at arbejdsløshedskassen eller arbejdsformidlingen ikke har krav på refusion fra statskassen, og at udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes deltagerens svigagtige forhold.
Stk. 4. Skyldes fejlagtig udbetaling af godtgørelse m.m. urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en arbejdsløshedskasse eller arbejdsformidlingen, kan arbejdsministeren bestemme, at den, fra hvem de urigtige eller mangelfulde oplysninger stammer, skal være ansvarlig for fejludbetalingen.
Stk. 5. Arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen skal på begæring afgive alle nødvendige oplysninger til brug for arbejdsministerens afgørelse efter stk. 3 og 4.
Kilde: Retsinformation.dk