§ Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold · kapitel 14 af 20
Kapitel 4 – *
LOV nr 232 af 05/04/2000
Telestyrelsen som tilsynsvirksomhed m.v.
§ 17. Telestyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler.
Stk. 2. Telestyrelsen træffer afgørelse om manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf og kan i den forbindelse
-
meddele påbud om tilbagetrækning af apparater fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet,
-
meddele påbud om, at apparater ikke længere må tages i brug eller tilsluttes,
-
nedlægge forbud mod markedsføring eller ibrugtagning,
-
meddele påbud om indsendelse af oplysninger som nævnt i § 11 og
-
meddele påbud om tilslutning af teleterminaludstyr til grænseflader i offentlige telenet eller teletjenester, jf. § 12.
Stk. 3. Telestyrelsen kan pålægge udbydere af offentlige telenet eller teletjenester tvangsbøder for at gennemtvinge påbud som nævnt i stk. 2, nr. 4 og 5. Der er udpantningsret for bøderne. Disse tvangsbøder tilfalder statskassen.
§ 18. Telestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til at foretage stikprøvevis kontrol i grossist- og detailleddet for at påse, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler overholdes. Telestyrelsen kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsen kan meddele påbud eller nedlægge forbud som nævnt i § 17, stk. 2, hvis loven eller de i medfør heraf fastsatte regler ikke overholdes.
Stk. 2. Politiet yder bistand til gennemførelse af kontrol som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 19. Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsen kan ved påbud pålægge ejeren eller brugeren af det pågældende apparat for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af forstyrrelsen, jf. stk. 5.
Stk. 2. Ved forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation kan Telestyrelsen meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af apparater og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparater.
Stk. 3. Telestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til forskningsministeren.
Stk. 4. Politiet yder bistand til gennemførelse af Telestyrelsens adgang til offentlige og private lokaliteter som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 5. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter stk. 1.
Stk. 6. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke former for kommunikation der betragtes som samfundsvigtige, jf. stk. 2.
§ 20. Telestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder materiale af teknisk og statistisk karakter, som findes nødvendige for Telestyrelsens administration af denne lov.
§ 21. Telestyrelsen underretter Europa-Kommissionen om følgende forhold:
-
Afgørelser truffet i medfør af § 7.
-
De af Telestyrelsen fastsatte tekniske specifikationer for radiogrænseflader som nævnt i § 9.
-
De af Telestyrelsen fastsatte regler i medfør af § 10, stk. 3.
-
Udbyderes tekniske specifikationer for grænseflader som nævnt i § 11.
-
Afgørelser truffet i medfør af § 12.
-
Afgørelser truffet i medfør af § 17, stk. 2.
Stk. 2. Hvis Europa-Kommissionen opfordrer til, at en af Telestyrelsen truffen afgørelse vedrørende radio- og teleterminaludstyr efter stk. 1, nr. 1, 5 eller 6, trækkes tilbage, ændrer Telestyrelsen den pågældende afgørelse i overensstemmelse hermed.