Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold § 19

§ 19. Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsen kan ved påbud pålægge ejeren eller brugeren af det pågældende apparat for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af forstyrrelsen, jf. stk. 5.

    Stk. 2. Ved forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation kan Telestyrelsen meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af apparater og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparater.

    Stk. 3. Telestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til forskningsministeren.

    Stk. 4. Politiet yder bistand til gennemførelse af Telestyrelsens adgang til offentlige og private lokaliteter som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

    Stk. 5. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter stk. 1.

    Stk. 6. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke former for kommunikation der betragtes som samfundsvigtige, jf. stk. 2.

Kilde: Retsinformation.dk