Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger § 8

§ 8. Uanset om en virksomhed opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, kan Danmarks Gasmateriel Prøvning meddele afslag på autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed i følgende tilfælde:

  1. Under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.

  2. Såfremt virksomheden, virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, er ikendt sanktioner for forhold, der kan sidestilles med de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte.

  3. Såfremt virksomheden eller den teknisk ansvarlige har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

  4. Såfremt virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i stilling eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

Stk. 2. Ved afslag efter stk. 1, nr. 2, finder straffelovens § 78, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

    Stk. 3. Afslag på ansøgning om autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed efter stk. 1, nr. 3, kan af ansøgeren inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt, forlanges indbragt for by- og boligministeren. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

    Stk. 4. Afslag på ansøgning om autorisation efter stk. 1, nr. 4, kan af ansøgeren inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt, forlanges indbragt for det i § 13 omhandlede nævn. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

Stk. 5. Afslag på godkendelse som kompetent virksomhed kan af virksomheden, bortset fra afslag efter stk. 1, nr. 3, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt, forlanges indbragt for det i § 13 omhandlede nævn. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

Kilde: Retsinformation.dk