Lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. § 15

§ 15. Tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder, der opkræves eller pålægges efter denne lov, kan eftergives, hvis

  1. skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og

  2. skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

    Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling efter denne lov.

    Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges vægt på, om skyldneren udelukkende eller overvejende har gæld i form af skatte-, told- eller afgiftsrestancer m.v., skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.

    Stk. 4. Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivet krav, der opkræves efter denne lov, jf. dog stk. 8.

    Stk. 5. Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

    Stk. 6. Eftergivelse kan bortfalde, såfremt skyldneren

  1. i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller

  2. groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.

    Stk. 7. Såfremt skyldneren ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand. Stk. 1, nr. 2, stk. 2-4 og stk. 6, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved meddelelse af henstand.

    Stk. 8. Eftergivelse eller henstand kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende.

Kilde: Retsinformation.dk