§ Lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. · kapitel 11 af 14
Kapitel 4 – *
LOV nr 169 af 15/03/2000
Hæftelse, inddrivelse og eftergivelse m.v.
§ 10. For betaling efter denne lov hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.
§ 11. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når
- virksomheden for de seneste 12 afregningsperioder 4 gange ikke rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v., der er omfattet af denne lov, og
a) virksomheden er i restance vedrørende skatter og afgifter, for hvilke den er registreret, samt eventuelt selskabsskatter, med et beløb, der overstiger 25.000 kr., og virksomheden ikke indbetaler denne restance senest den 10. hverdag fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges at stille sikkerhed, eller
b) virksomheden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse eller
- virksomhedens kapitalgrundlag, herunder den lovpligtige kapital i selskaber, er trukket ud af virksomheden.
Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, at stille sikkerhed, såfremt en fysisk eller juridisk person, som er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af en anden virksomhed eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden virksomhed, der er gået konkurs eller er blevet konstateret insolvent, hvorved told- og skattemyndighederne har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller staten er blevet påført et samlet tab på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov,
-
er ejer af virksomheden,
-
reelt driver virksomheden og er knyttet til ejeren på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller
-
er et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion.
Stk. 3. Der skal dog kun stilles sikkerhed efter stk. 2, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten. Når en virksomhed pålægges at stille sikkerhed efter stk. 2, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt.
Stk. 4. Er den i stk. 2 nævnte virksomhed et selskab, en fond eller en forening m.v., anses som ejer også
-
en person, der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4,
-
et selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er omhandlet i kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller
-
en fysisk eller juridisk person, der udøver kontrol som defineret i ligningslovens § 2, stk. 2, over virksomheden.
Stk. 5. Sikkerhed efter stk. 1 og 2 skal stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger.
Stk. 6. Sikkerhed efter stk. 1 og 2 skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, idet fristen dog i særlige tilfælde kan forlænges efter anmodning herom. Pålæg om sikkerhedsstillelse meddeles virksomheden ved rekommanderet brev.
Stk. 7. Pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 2 skal meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter, at virksomheden anmeldes til registrering. Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres m.v., og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3. Stilles sikkerheden ikke rettidigt, meddeles det virksomheden ved rekommanderet brev, at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter bestemmelsen i § 17, stk. 3.
Stk. 8. Sikkerhed stillet efter stk. 1 og 2 frigives, når tidligere restancer er betalt og virksomheden i den seneste 12-måneders-periode har indbetalt skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, rettidigt.
§ 12. Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v., der opkræves efter reglerne i denne lov, for en afregningsperiode er negativt, udbetales beløbet til virksomheden. Det samme gælder, når virksomheden ved en fejl har indbetalt for meget, eller når en godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret. Beløb under 50 kr. udbetales ikke. Er der tale om beløb vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, sker der kun udbetaling, hvis disse beløb tilsammen overstiger 50 kr.
Stk. 2. Såfremt angivelsen er modtaget rettidigt, sker udbetaling efter stk. 1 senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen for den pågældende periode. Såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, tilbagebetales beløbet senest 3 uger efter, at virksomheden har gjort de statslige told- og skattemyndigheder opmærksom på fejlen, eller de statslige told- og skattemyndigheder har konstateret fejlen.
Stk. 3. Kan de statslige told- og skattemyndigheder på grund af virksomhedens forhold ikke foretage kontrol af angivelsen, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol. Skønner de statslige told- og skattemyndigheder, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgiftstab, kan myndighederne ligeledes afbryde udbetalingsfristen eller stille krav om sikkerhedsstillelse, indtil virksomhedens forhold er undersøgt.
Stk. 4. Beløb, der skulle have været udbetalt efter stk. 1, kan tilbageholdes, såfremt angivelser vedrørende afsluttede afregningsperioder ikke er indgivet. Krav på tilsvar og eventuelle renter for disse perioder modregnes ved udbetalingen af beløb efter stk. 1, selv om kravet ikke er forfaldent. Beløb efter stk. 1 kan ligeledes tilbageholdes, såfremt virksomheden ikke rettidigt har indsendt sin selvangivelse.
§ 13. Krav på udbetalinger efter § 12 kan ikke overdrages før udløbet af den afregningsperiode, kravet vedrører. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige.
§ 14. Ubetalte beløb kan inddrives ved lønindeholdelse i henhold til reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse.
§ 15. Tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder, der opkræves eller pålægges efter denne lov, kan eftergives, hvis
-
skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og
-
skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling efter denne lov.
Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges vægt på, om skyldneren udelukkende eller overvejende har gæld i form af skatte-, told- eller afgiftsrestancer m.v., skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.
Stk. 4. Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivet krav, der opkræves efter denne lov, jf. dog stk. 8.
Stk. 5. Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.
Stk. 6. Eftergivelse kan bortfalde, såfremt skyldneren
-
i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller
-
groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.
Stk. 7. Såfremt skyldneren ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand. Stk. 1, nr. 2, stk. 2-4 og stk. 6, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved meddelelse af henstand.
Stk. 8. Eftergivelse eller henstand kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende.