§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Italien · kapitel 3 af 6
KAPITEL III
LOV nr 166 af 15/03/2000
**
BESKATNING AF INDKOMST
**
Artikel 6
INDKOMST AF FAST EJENDOM
1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, samt rettigheder på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse. Brugsret til fast ejendom og ret til variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte, mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster skal også anses for fast ejendom. Skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Artikel 7
FORTJENESTE VED ERHVERVSVIRKSOMHED
1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver erhvervsvirksomhed som førnævnt, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.
2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke medfører andet, skal der, i tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende, eller andetsteds.
4. Hvis det har været sædvane i en kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at ansætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.
7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 8
SKIBS- OG LUFTFART
1. Fortjeneste ved driften af skibe eller luftfartøjer i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
2. Hvis den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal den anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, hvor skibet har sit hjemsted eller, hvis et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, hvor skibets reder er hjemmehørende.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et konsortium eller en international driftsorganisation.
4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium, kendt som Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stykke 1 og 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i dette konsortium, der ejes af Det Danske Luftfartselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).
Artikel 9
FORBUNDNE FORETAGENDER
1. I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Enhver regulering af denne art må kun foretages i overensstemmelse med fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler i artikel 26 og med stykke 7 i tillægsprotokollen.
Artikel 10
UDBYTTE
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålagte skat ikke overstige:
a) 0 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der direkte ejer og har ejet mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet, i en 12-måneders periode forud for den dato, udbyttet er fastsat;
b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.
De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.
Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, udbyttebeviser eller udbytterettigheder, mineaktier, stiftelsesandele eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, samt indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald kan udbyttet beskattes i denne anden kontraherende stat i overensstemmelse med dens egen lovgivning.
5. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.
Artikel 11
RENTER
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådan rente kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af renten er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålagte skat ikke overstige 10 pct. af bruttobeløbet af renten. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 i denne artikel kan rente, som omhandlet i stykke 1 i denne artikel, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor den retmæssige ejer er hjemmehørende, og den er betalt:
a) i forbindelse med kreditsalg af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr; eller
b) i forbindelse med kreditsalg af varer, der er leveret af et foretagende til et andet foretagende.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 2 i denne artikel, kan rente, som omhandlet i stykke 1 i denne artikel, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor den retmæssige ejer af renten er hjemmehørende og:
a) den, der betaler renten, er den første kontraherende stat, som omhandlet i stykke 1 i denne artikel, eller en af dens politiske eller administrative underafdelinger eller lokale myndigheder; eller
b) renten er betalt som vederlag for et lån, der er ydet, garanteret eller forsikret af regeringen i den anden kontraherende stat, centralbanken i den anden stat eller ethvert organ eller formidlende organ (herunder et finansieringsinstitut), der ejes eller kontrolleres af denne regering.
5. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ikke, og gældsfordringer af enhver art, samt al anden indkomst, der i henhold til skattelovgivningen i den stat, hvorfra indkomsten hidrører, sidestilles med renteindkomst.
6. Bestemmelserne i henholdsvis stykke 1, 2, 3 eller 4 i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den gældsfordring, som ligger til grund for den betalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald kan renten beskattes i denne anden kontraherende stat i overensstemmelse med dens egen lovgivning.
7. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af staten selv, en politisk eller administrativ underafdeling, eller lokal myndighed eller en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, imidlertid i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted i forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf renten er betalt, var stiftet, og sådan rente påhviler et sådant fast driftssted eller fast sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er beliggende.
8. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renten, set i forhold til den gældsfordring for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 12
ROYALTIES
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålagte skat ikke overstige 5 pct. af bruttobeløbet af royaltybeløbet. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, for anvendelsen af, eller retten til at anvende, ophavsretten til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde (bortset fra royalties for edb-programmel, spillefilm og andre lyd- eller billedoptagelser) kun beskattes i denne anden stat, hvis den retmæssige ejer er hjemmehørende i denne anden stat.
4. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, edb-programmel, spillefilm og andre lyd- eller billedoptagelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelsen af, eller retten til at anvende, industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industriel, kommerciel eller videnskabelig erfaring.
5. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 skal ikke finde anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald kan royaltybeløbet beskattes i denne anden kontraherende stat i overensstemmelse med dens egen lovgivning.
6. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af staten selv, en politisk eller administrativ underafdeling, en lokal myndighed eller en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted i forbindelse med hvilket forpligtelsen til at betale royaltybeløbet var stiftet, og sådanne royalties påhviler et sådant fast driftssted eller fast sted, skal sådanne royalties anses for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er beliggende.
7. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at royaltybeløbet, set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplysning for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 13
KAPITALGEVINSTER
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller af rørlig ejendom, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.
3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2, og 3 nævnte kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
5. Bestemmelserne i stykke 4 skal ikke berøre Italiens ret til i overensstemmelse med dets egen lovgivning at pålægge en skat på fortjeneste ved afhændelse af aktier og andre rettigheder, der giver ret til andel i fortjeneste i et selskab, som i henhold til Italiens lovgivning er hjemmehørende i Italien, og som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark og har været hjemmehørende i Italien i løbet af de sidste 5 år, der ligger forud for afhændelsen af sådanne aktier eller rettigheder.
6. En fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og umiddelbart derefter bliver hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan af den førstnævnte stat betragtes, som om han har afhændet aktier og kan beskattes af denne stat af fortjeneste på sådanne aktier indtil tidspunktet for ændring af skattemæssigt hjemsted. I sådant tilfælde kan den fysiske person vælge i den anden kontraherende stat i sin selvangivelse for afhændelsesåret at være skattepligtig, som om han havde købt aktierne for et beløb, der svarer til det beløb, der er anvendt som salgspris i den førstnævnte stat, da den foretog dens endelige påligning af kapitalgevinstskatten.
7. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stykke 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i dette konsortium, der ejes af Det Danske Luftfartselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).
Artikel 14
FRIT ERHVERV
1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller ved anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed. Hvis han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste sted.
2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses- eller undervisningsmæssig virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel 15
PERSONLIGT ARBEJDE I TJENESTEFORHOLD
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført dér, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis:
a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i enhver 12-måneders periode, der begynder eller ender i det pågældende skatteår, og
b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, og
c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
4. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), kan sådant vederlag kun beskattes i Danmark.
Artikel 16
BESTYRELSESHONORARER
Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Artikel 17
KUNSTNERE OG SPORTSFOLK
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsmand, ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig virksomhed, som udøves i egenskab af optrædende kunstner eller sportsmand, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsmandens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på indkomst, der oppebæres ved virksomhed, som udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd, hvis besøget i denne stat væsentligt er støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat eller en dertil hørende politisk eller administrativ underafdeling eller lokal myndighed.
Artikel 18
PENSIONER OG LIGNENDE BETALINGER
1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan ydelser, som modtages af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i henhold til den sociale sikringslovgivning i den anden kontraherende stat, kun beskattes i denne anden stat.
Ydelser, som modtages i henhold til den sociale sikringslovgivning i en af de kontraherende stater, skal beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne i den første sætning i dette stykke, men kun hvis der ikke er betalt bidrag dertil.
3. I tilfælde, hvor en fysisk person var hjemmehørende i en kontraherende stat i en periode på 5 år eller mere og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal bestemmelserne i stykke 1 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, der tilfalder en sådan fysisk person fra denne stat. Denne bestemmelse skal kun finde anvendelse på fysiske personer, der er statsborgere i den kontraherende stat, hvorfra betalingerne hidrører, forudsat at sådanne fysiske personer ikke er statsborgere i den anden kontraherende stat.
4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.
Artikel 19
OFFENTLIGT HVERV
- a) Gage, løn, og andet lignende vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en dertil hørende politisk eller administrativ underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.
b) Sådan gage, løn og andet lignende vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som:
(i) er statsborger i denne stat, uden at være statsborger i den førstnævnte stat; eller
(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.
- a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk eller administrativ underafdeling eller lokal myndighed, eller fra midler tilvejebragt af disse, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.
b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne stat, uden at være statsborger i den førstnævnte stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på gage, løn og andet lignende vederlag, og på pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk eller administrativ underafdeling eller lokal myndighed.
Artikel 20
PROFESSORER OG LÆRERE
Vederlag, som modtages for undervisning eller forskning af en professor eller lærer, der aflægger et midlertidigt besøg i en kontraherende stat med det formål at undervise eller forske ved et universitet eller anden lignende undervisningsinstitution i en periode på under et år, og som er eller umiddelbart forud for sit besøg var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i den anden kontraherende stat.
Artikel 21
STUDERENDE
Beløb, som modtages med henblik på underhold, studium eller uddannelse af en studerende eller en erhvervspraktikant, der er eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, skal ikke beskattes i denne stat, under forudsætning af at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 22
VIRKSOMHED I FORBINDELSE MED FORUNDERSØGELSER, EFTERFORSKNING ELLER UDVINDING AF KULBRINTER
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i den anden kontraherende stat, med hensyn til sådan virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted eller fast sted.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden udøves i en periode eller perioder, der tilsammen ikke overstiger 30 dage inden for enhver 12-måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal boreplatform-virksomhed udøvet ud for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der tilsammen overstiger 365 dage inden for enhver 18-måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan fortjeneste ved transport med skibe eller luftfartøjer af forsyninger eller mandskab til et sted, hvor der udøves virksomhed ud for kysten i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter i den anden kontraherende stat, eller ved drift af bugserbåde og lignende fartøjer i forbindelse med sådan virksomhed, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Gage, løn og andet lignende vederlag, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold udført om bord på et skib eller luftfartøj, bugserbåd eller fartøj, som omhandlet i stykke 4, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stykke 3.
6. Uanset bestemmelserne i artikel 13 skal fortjeneste på boreplatforme, der anvendes i forbindelse med den i stykke 3 nævnte virksomhed, og som anses for oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, når platform-virksomheden ophører med at være skattepligtig i den anden kontraherende stat, være fritaget for beskatning i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket »fortjeneste« det beløb, hvormed salgsværdien på tidspunktet for overførslen overstiger restværdien på dette tidspunkt forhøjet med enhver foretagen nedskrivning.
Artikel 23
ANDRE INDKOMSTER
1. Indkomster, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de forudgående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom, som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald kan indkomsten beskattes i den anden kontraherende stat i overensstemmelse med dens egen lovgivning.
3. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den person, som omhandlet i stykke 1, og en anden person, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at indkomstbeløbet, som omhandlet i stykke 1, overstiger det eventuelle beløb, som ville være blevet aftalt mellem dem, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel kun finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
**