§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Italien · kapitel 2 af 6
KAPITEL II
LOV nr 166 af 15/03/2000
**
DEFINITIONER
**
Artikel 3
ALMINDELIGE DEFINITIONER
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne betydning:
a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Danmark eller Italien, alt efter sammenhængen;
b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med folkeretten og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til andre aktiviteter med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
c) udtrykket »Italien« betyder Den Italienske Republik, og når det anvendes i geografisk forstand betyder det dens territorium, herunder indre have, territorialfarvand og luftrummet derover, og omfatter ethvert område uden for Italiens territorialfarvande, som i overensstemmelse med international ret og Italiens lovgivning vedrørende efterforskning og udnyttelse af naturforekomster kan betegnes som et område inden for hvilket Italiens rettigheder med hensyn til havbund og undergrund og naturforekomster kan udøves;
d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;
e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;
g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor sådant skib eller luftfartøj udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;
h) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:
(i) I Danmark:
Skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;
(ii) I Italien:
Finansministeriet;
(i) udtrykket »statsborger« betyder:
(i) enhver fysisk person, der har statsborgerskab i en kontraherende stat;
(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat.
2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den betydning, dette udtryk er tillagt i andre love, der anvendes i denne stat.
Artikel 4
SKATTEMÆSSIGT HJEMSTED
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dette udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:
a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 5
FAST DRIFTSSTED
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
b) en filial;
c) et kontor;
d) en fabrik;
e) et værksted;
f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes; og
g) en byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde, hvis det varer mere end 12 måneder.
3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:
a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende til forarbejdning hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til at udøve enhver anden virksomhed for foretagendet af forberedende eller hjælpende karakter.
4. En person, som i en kontraherende stat handler på vegne af et foretagende i den anden kontraherende stat - bortset fra en uafhængig repræsentant, som omhandlet i stykke 5 - skal anses for at være et fast driftssted i den førstnævnte stat, hvis han har og sædvanligvis udøver en fuldmagt i denne stat til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.
5. Et foretagende i en kontraherende stat skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.
6. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), skal ikke i sig selv medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.
**