← Jordforureningsloven

§ Jordforureningsloven · kapitel 21 af 26

Kapitel 8 – Tilsyn og håndhævelse

LOV nr 370 af 02/06/1999

§ 65. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at

  1. loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes,

  2. påbud meddelt af kommunalbestyrelsen efterkommes og

  3. påbud meddelt af amtsrådet efter § 9, stk. 2, efterkommes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen videresender sager om manglende efterkommelse af påbud meddelt af amtsrådet til amtsrådet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal underrette det stedlige arbejdstilsyn, hvis kommunalbestyrelsen konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

§ 66. Amtsrådet fører tilsyn med og overvåger udviklingen i forureningstilstanden i jorden.

Stk. 2. Amtsrådet forestår opsporing af forureningskilder i samarbejde med kommunalbestyrelsen, når der er konstateret en forurening af grundvandet.

Stk. 3. Amtsrådet påser, at

  1. vilkår fastsat af amtsrådet i forbindelse med tilladelser og dispensationer, herunder i medfør af generelle regler, overholdes og

  2. påbud meddelt af amtsrådet efterkommes, jf. dog § 65, stk. 1, nr. 3.

Stk. 4. Amtsrådet skal underrette den stedlige byggemyndighed, hvis amtsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en boligejendom som følge af jordforurening.

Stk. 5. Amtsrådet skal underrette den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, hvis amtsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

Stk. 6. Amtsrådet skal underrette de berørte vandforsyninger, så snart en forurening er konstateret.

§ 67. Tilsynsmyndigheden, jf. §§ 65 og 66, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den anser for at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.

Stk. 3. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 68. Tilsynsmyndigheden, jf. §§ 65 og 66, kan på påbudsadressatens regning lade påbudte foranstaltninger udføre, når den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 2. I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, skal tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud.

Stk. 3. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. I tilfælde, hvor et areal er kortlagt, kan en kommunalbestyrelse gennemføre undersøgelser og afværgeforanstaltninger.

§ 69. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed vedrørende forurenet jord.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opsporing af forureningskilder i de situationer, hvor det ikke er tilstrækkelig klarlagt, hvorfra en forurening stammer.

Stk. 3. Ministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet i visse tilfælde skal føres af andre myndigheder eller efter en anden fordeling end fastsat i §§ 65 og 66.