§ Jordforureningsloven · kapitel 15 af 26
Kapitel 2 – Forureningskortlægning og tilladelse til ændret arealanvendelse m.v.
LOV nr 370 af 02/06/1999
§ 3. Amtsrådet foretager i samarbejde med kommunalbestyrelsen kortlægning, eventuelt gennem tekniske undersøgelser, af forurenede arealer, jf. §§ 4 og 5.
Stk. 2. Forsvarsministeriet foretager dog i samarbejde med amtsrådet kortlægning af forurenede arealer på vidensniveau 1 på Forsvarsministeriets ejendomme.
Stk. 3. Arealer, der anvendes til offentlig vej, kortlægges ikke på vidensniveau 1.
§ 4. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.
§ 5. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
§ 6. Som et led i kortlægningen efter §§ 4 og 5 fastlægger amtsrådet med henblik på en videre offentlig indsats de arealer, hvor der er forurening eller forureningskilder, der kan
-
have skadelig virkning på grundvandet inden for et område med særlige drikkevandsinteresser,
-
have skadelig virkning på grundvandet i et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg eller
-
have skadelig virkning på mennesker på et areal med bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger de arealer, der anvendes til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads. Oplysninger herom videregives til amtsrådet til brug for amtsrådets fastlæggelse af arealer efter stk. 1, nr. 3. Kommunalbestyrelsen fastlægger endvidere de arealer, der anvendes til rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution. Oplysninger herom videregives til amtsrådet til brug for amtsrådets administration af bestemmelserne i §§ 8 og 9.
§ 7. Inden for de i medfør af § 6, stk. 1, fastlagte arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1, foretager amtsrådet gennem tekniske undersøgelser i form af opgravninger, boringer, analyser eller lignende en kortlægning af den mulige jordforurening frem til vidensniveau 2.
Stk. 2. Ved kortlægning frem til vidensniveau 2 kan tekniske undersøgelser undlades, i det omfang der i øvrigt foreligger dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende sikkert grundlag for at kortlægge arealet på vidensniveau 2.
Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte kortlægning frem til vidensniveau 2 skal gennemføres inden for 2 år efter, at ejeren af en grund med bolig har anmodet herom. Dette gælder dog ikke grunde med boliger, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje.
Stk. 4. Kortlægning frem til vidensniveau 2 kan undlades, hvor der efter amtsrådets vurdering som følge af arealets befæstelse ikke er tale om aktuel skadelig virkning på grundvand eller mennesker.
§ 8. Når en ejer har modtaget underretning om kortlægning, jf. § 12, stk. 1, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse, før den pågældende ændrer anvendelsen af det kortlagte areal til et af de i § 6, stk. 2, nævnte formål.
Stk. 2. Hvis det kortlagte areal er fastlagt af amtsrådet som indsatsområde, jf. § 6, stk. 1, eller hvis det kortlagte areal anvendes til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse før påbegyndelsen af et bygge- og anlægsarbejde på arealet.
Stk. 3. Til brug for en afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning udfører nødvendige forureningsundersøgelser eller på anden måde dokumenterer, at den planlagte ændrede anvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig.
Stk. 4. Amtsrådet kan knytte følgende vilkår til en tilladelse efter stk. 1 eller 2:
-
Vedrører det ansøgte anvendelse til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, kan der fastsættes vilkår om gennemførelse af miljø- og sundhedsmæssigt nødvendige foranstaltninger af hensyn til arealanvendelsen.
-
Vedrører det ansøgte udførelse af bygge- og anlægsarbejder over en forurening, der kan være til fare for grundvandet eller på et areal med væsentligt forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer, kan der fastsættes sådanne vilkår, der er nødvendige for at forhindre en forøgelse af risikoen for grundvandet.
-
Vilkår om, at anvendelsen eller arbejdet skal foregå på en nærmere bestemt måde, således at en senere offentlig indsats ikke umuliggøres eller fordyres væsentligt.
-
Vilkår om afgivelse af en redegørelse for ændringen eller arbejdet med dokumentation for forureningsforholdene, når ændringen eller arbejdet er afsluttet.
Stk. 5. Amtsrådet kan ændre allerede fastsatte vilkår eller fastsætte nye vilkår, hvis der i forbindelse med ændringen af anvendelsen eller udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet, der er meddelt tilladelse til, konstateres andre forureningsforhold end forudsat ved tilladelsen.
Stk. 6. En tilladelse efter stk. 1 eller 2 bortfalder, hvis det, der er meddelt tilladelse til, ikke er påbegyndt inden 1 år efter tilladelsens dato, medmindre amtsrådet træffer afgørelse om andet.
Stk. 7. Vilkår er bindende for den til enhver tid værende ejer og bruger af arealet, og længerevarende vilkår kan tinglyses på ejendommen.
Stk. 8. Amtsrådet kan fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal opfyldes for at opnå tilladelse, jf. stk. 1 og 2, vedrørende ændret anvendelse og bygge- og anlægsarbejder på arealer, der er kortlagte.
Stk. 9. Amtsrådet kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde tilladelse ikke er nødvendig, jf. stk. 1 og 2 og § 15, stk. 1, nr. 2.
§ 9. Amtsrådet kan udarbejde anbefalinger til ejer og bruger af kortlagte arealer om anvendelsen af de pågældende arealer.
Stk. 2. Amtsrådet kan på alment tilgængelige udendørs arealer, der er kortlagte, meddele påbud til ejere om, at disse inden en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde nærmere bestemte, mindre omkostningskrævende foranstaltninger, herunder indhegning og flisedækning, hvor der kan være en sundhedsmæssig risiko ved den nuværende anvendelse.
Stk. 3. Amtsrådet kan for bestemte kortlagte arealer fastsætte regler om, at ejere inden for en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde foranstaltninger på alment tilgængelige udendørs arealer som nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Påbud og regler, jf. stk. 2 og 3, påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen og kan tinglyses på ejendommen.
Stk. 5. Ejere skal underrette lejere om anbefalinger, påbud eller regler, jf. stk. 1-3.
Stk. 6. Regler udstedt i medfør af § 8, stk. 8 og 9, og § 9, stk. 3, skal indeholde bestemmelser om, at amtsrådet kan dispensere, såfremt ejeren dokumenterer, at der ikke er behov for de pålagte foranstaltninger.
§ 10. Hvis en ejer eller bruger ikke gennemfører et påbegyndt projekt, der er meddelt tilladelse til, jf. § 8, eller afslutter en påbegyndt oprydning, der er fastsat som vilkår for en tilladelse, kan amtsrådet fastsætte en frist for færdiggørelse af projektet eller oprydningen. Hvis fristen overskrides, kan amtsrådet meddele ejeren eller brugeren påbud om, at grunden skal bringes i en miljøtilstand, der ikke er ringere end tilstanden før påbegyndelsen af projektet eller oprydningen.
§ 11. Amtsrådet skal, såfremt en ejer eller en bruger fremsætter anmodning herom, efter at have afsluttet et projekt eller en oprydning, jf. § 8, udfærdige en erklæring, som indeholder en beskrivelse af det gennemførte projekt eller den gennemførte oprydning og arealets kortlægningsmæssige status, samt oplysning om, hvorvidt amtsrådet har ført tilsyn med projektet eller oprydningen.
§ 12. Amtsrådet skal give skriftlig underretning om den endelige kortlægning af et areal på vidensniveau 1 eller 2 til ejere af ejendomme inden for det kortlagte areal og til den pågældende kommune. Ejere skal underrette lejere om amtsrådets afgørelse.
Stk. 2. Amtsrådet kan træffe nærmere afgørelse om, at underretningen efter stk. 1 skal ske på en nærmere fastsat måde.
Stk. 3. Den skriftlige underretning til ejere af ejendomme, der anvendes til helårsbeboelse og er kortlagt på vidensniveau 2, skal indeholde oplysninger om mulighederne for oprydning efter kapitel 4.
§ 13. Et areal skal udgå af kortlægningen, når amtsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.
Stk. 2. Amtsrådet skal give skriftlig underretning herom til ejere af ejendomme inden for det areal, der ikke længere er kortlagt, og til den pågældende kommune.
§ 14. Amtsrådet skal lade oplysninger om kortlagte arealer indføre i matrikelregisteret og løbende opdatere registeret.
Stk. 2. Forsvarsministeriet skal indføre de af Forsvarsministeriet kortlagte arealer på vidensniveau 1 i et tilsvarende register som nævnt i stk. 1 under Forsvarsministeriet og løbende opdatere registeret.
Stk. 3. Et kortlagt areal skal udgå af registeret, når amtsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med matrikelmyndighederne fastsætte nærmere regler om registrering af kortlægningen, herunder om oprettelse og førelse af registeret, inddragelse af matrikelkort samt om udlevering af oplysninger fra registeret og om betaling herfor.
§ 15. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
-
formen og indholdet af ansøgninger efter § 8, stk. 1 og 2, og at ansøgninger skal indgives til kommunalbestyrelsen,
-
tilfælde, hvor tilladelse efter § 8, stk. 1 og 2, ikke er nødvendig, herunder ved mindre bygge- og anlægsarbejder,
-
indholdet af lokale regler efter § 8, stk. 8, og § 9, stk. 3, og om offentliggørelse heraf,
-
tidsfrister og procedurer for forureningskortlægningen og om amtsrådenes pligt til at underrette andre myndigheder,
-
indholdet af og kriterier for kortlægningen af arealer samt om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for kortlægningen.
§ 16. Amtsrådets afgørelser efter bestemmelserne i dette kapitel kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastlæggelse af arealer, jf. § 6, stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.