Jordforureningsloven § 8

§ 8. Når en ejer har modtaget underretning om kortlægning, jf. § 12, stk. 1, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse, før den pågældende ændrer anvendelsen af det kortlagte areal til et af de i § 6, stk. 2, nævnte formål.

Stk. 2. Hvis det kortlagte areal er fastlagt af amtsrådet som indsatsområde, jf. § 6, stk. 1, eller hvis det kortlagte areal anvendes til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse før påbegyndelsen af et bygge- og anlægsarbejde på arealet.

Stk. 3. Til brug for en afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning udfører nødvendige forureningsundersøgelser eller på anden måde dokumenterer, at den planlagte ændrede anvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig.

Stk. 4. Amtsrådet kan knytte følgende vilkår til en tilladelse efter stk. 1 eller 2:

  1. Vedrører det ansøgte anvendelse til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, kan der fastsættes vilkår om gennemførelse af miljø- og sundhedsmæssigt nødvendige foranstaltninger af hensyn til arealanvendelsen.

  2. Vedrører det ansøgte udførelse af bygge- og anlægsarbejder over en forurening, der kan være til fare for grundvandet eller på et areal med væsentligt forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer, kan der fastsættes sådanne vilkår, der er nødvendige for at forhindre en forøgelse af risikoen for grundvandet.

  3. Vilkår om, at anvendelsen eller arbejdet skal foregå på en nærmere bestemt måde, således at en senere offentlig indsats ikke umuliggøres eller fordyres væsentligt.

  4. Vilkår om afgivelse af en redegørelse for ændringen eller arbejdet med dokumentation for forureningsforholdene, når ændringen eller arbejdet er afsluttet.

Stk. 5. Amtsrådet kan ændre allerede fastsatte vilkår eller fastsætte nye vilkår, hvis der i forbindelse med ændringen af anvendelsen eller udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet, der er meddelt tilladelse til, konstateres andre forureningsforhold end forudsat ved tilladelsen.

Stk. 6. En tilladelse efter stk. 1 eller 2 bortfalder, hvis det, der er meddelt tilladelse til, ikke er påbegyndt inden 1 år efter tilladelsens dato, medmindre amtsrådet træffer afgørelse om andet.

Stk. 7. Vilkår er bindende for den til enhver tid værende ejer og bruger af arealet, og længerevarende vilkår kan tinglyses på ejendommen.

Stk. 8. Amtsrådet kan fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal opfyldes for at opnå tilladelse, jf. stk. 1 og 2, vedrørende ændret anvendelse og bygge- og anlægsarbejder på arealer, der er kortlagte.

Stk. 9. Amtsrådet kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde tilladelse ikke er nødvendig, jf. stk. 1 og 2 og § 15, stk. 1, nr. 2.

Kilde: Retsinformation.dk