← Lov om sygdomme og infektioner hos dyr

§ Lov om sygdomme og infektioner hos dyr · kapitel 25 af 26

Kapitel 12 – *

LOV nr 351 af 02/06/1999

Kontrol, afgivelse af oplysninger, klage m.v.

§ 37. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med, at loven eller de i medfør af loven fastsatte regler overholdes.

    Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrol med de oplysninger, der er nødvendige for opkrævning af afgifter i henhold til § 35, stk. 2, eller de i medfør heraf udstedte regler.

    Stk. 3. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med opkrævning af betaling i henhold til § 35, stk. 2, eller de i medfør heraf udstedte regler.

§ 38. Ejere af dyrehold og virksomheder skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, som har betydning for tilsynet, herunder særligt oplysninger om omsætning af dyr, produkter af dyr og animalske fødevarer, samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndigheden fornøden bistand ved tilsyn, undersøgelser og udtagning af prøver samt andre foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.

§ 39. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse, identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.

§ 40. Hvis det skønnes nødvendigt, har ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren har bemyndiget hertil, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at udøve de beføjelser, der er givet i loven eller regler fastsat i medfør heraf.

    Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 41. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri beføjelser efter loven til institutioner under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genvurdere en sag efter indgivelse af klage.

    Stk. 2. Efter forhandling med vedkommende minister eller vedkommende kommunale organisation kan ministeren fastsætte regler om andre offentlige myndigheders eller institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelse, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genvurdere en sag efter indgivelse af klage.

    Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om private institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners afgørelser.

§ 42. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.