← Lov om sygdomme og infektioner hos dyr

§ Lov om sygdomme og infektioner hos dyr · kapitel 16 af 26

Kapitel 3 – *

LOV nr 351 af 02/06/1999

Bekæmpelse og forebyggelse

§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer og af de i lovens bilag 2 nævnte sygdomme fastsætte regler om og meddele påbud om gennemførelse af særlige foranstaltninger samt meddele forbud mod anvendelse af dyr, dele heraf eller animalske fødevarer, sæd, æg, embryoner af dyr samt gødning, hø, halm, dyrefoder og andre produkter og genstande, hvormed sygdomme og zoonotiske smitstoffer kan spredes.

    Stk. 2. Foranstaltningerne i henhold til stk. 1 kan bl.a. omfatte:

  1. For dyrehold og vildtlevende dyr:

a) Særlige undersøgelser, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering,

b) tilsyn,

c) mærkning,

d) behandling,

e) vaccination,

f) isolation,

g) særlige betingelser for levering af dyr,

h) aflivning af dyr eller særlig slagtning og

i) destruktion.

  1. For produkter af dyr samt foder, gødning, slam og andet materiale, som kan være inficeret eller kontamineret:

a) Særlige undersøgelser,

b) behandling,

c) mærkning,

d) påbud om særlig anvendelse,

e) særlige betingelser for levering af mælk, æg og andre produkter af dyr,

f) desinfektion,

g) tilintetgørelse,

h) opbevaring og bortskaffelse og

i) destruktion.

  1. For ejendomme, virksomheder, anlæg, maskiner og transportmidler, der anvendes til dyrehold:

a) Særlige krav til indretning og drift,

b) rengøring og desinfektion,

c) tilbagekaldelse af godkendelse,

d) tilsyn,

e) afspærring,

f) tørlægning og

g) forbud mod tilledning og afledning af vand.

    Stk. 3. Ministeren kan forbyde eller begrænse enhver samling og flytning af dyr samt flytning af produkter af dyr, foder og foderstoffer, slam, strøelse og andet materiale, som kan indebære risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer eller sygdomme.

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om eller forbyde dyrehold på steder, der frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.

§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om etablering og drift af dambrug, havbrug og andre akvakulturanlæg samt for virksomheder, hvor akvakulturprodukter renses eller opskæres. I reglerne kan stilles krav om registrering af brug, anlæg og virksomheder.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om sygdomsforebyggende foranstaltninger for steder, hvor dyr holdes eller bringes sammen, samt for behandling, opbevaring og transport m.v. af produkter, dyr og gødning m.v.

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om overvågning af sundhedstilstanden samt om forebyggelse og afhjælpning af sundhedsmæssige problemer blandt husdyr.

    Stk. 2. I reglerne kan fastsættes bestemmelser om vaccination og andre forebyggende foranstaltninger. I reglerne kan tillige fastsættes bestemmelser om indsamling og indberetning af data til belysning af besætningens sundhedsmæssige tilstand, om mærkning af dyr og om udtagning af prøver fra dyr og produkter af dyr til undersøgelse for sygdomme eller sygelige tilstande.

§ 14. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om indretning og drift af samt dyrlægetilsyn med dyrehaver, zoologiske haver, dyrehandler og lignende steder med dyrehold og om betaling af udgifterne ved tilsynet.