§ Lov om sygdomme og infektioner hos dyr · kapitel 15 af 26
Kapitel 2 – *
LOV nr 351 af 02/06/1999
Undersøgelse og konstatering
§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om undersøgelse af dyrehold for zoonotiske smitstoffer. I reglerne kan fastsættes bestemmelser om udtagning af prøver af levende dyr, slagtekroppe, mælk, æg, gødning, slam, foder og staldinventar m.v. samt om laboratorieundersøgelse heraf. I reglerne kan tillige fastsættes bestemmelser om aflivning af dyr i undersøgelsesøjemed.
§ 6. Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af en af de sygdomme, der er nævnt i lovens bilag 1, skal tilkalde en dyrlæge.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at dyrlæge skal tilkaldes, hvis visse nærmere angivne symptomer forekommer hos dyr.
§ 7. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 6, skal dyrlægen søge mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret.
Stk. 2. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe A i lovens bilag 1, skal dyrlægen straks underrette den myndighed, der udpeges i medfør af § 8.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1 eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe B i lovens bilag 1, skal dyrlægen foretage undersøgelser, herunder i fornødent omfang udtage prøver efter regler fastsat i medfør af § 8, samt foretage indberetning til den myndighed, der udpeges i medfør af § 8.
§ 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, hvilke foranstaltninger der skal træffes ved mistanke om eller forekomst af zoonotiske smitstoffer hos dyr og af sygdomme, der er omfattet af lovens bilag 1. I reglerne kan fastsættes bestemmelser om aflivning af dyr i undersøgelsesøjemed, udtagning og indsendelse af prøver, laboratorieundersøgelser og indberetning.