§ Lov om Skjern Å Naturprojekt · kapitel 4 af 5
Kapitel 4 – *Administrative bestemmelser*
LOV nr 493 af 01/07/1998
§ 15. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med Ringkjøbing Amtsråd fastsætte regler om tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1, og med overholdelse af regler udstedt i medfør af § 13, stk. 2, herunder regler om, hvilke myndigheder der varetager tilsynet, og om tilsynets nærmere udøvelse. Der kan fastsættes regler om klage over tilsynsmyndighedens afgørelser, herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 16. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige forhold, der er i strid med loven. Reglerne i § 74, stk. 2 og 3, og § 92 i lov om naturbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.
§ 17. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.