← Lov om Skjern Å Naturprojekt

§ Lov om Skjern Å Naturprojekt · kapitel 3 af 5

Kapitel 3 – *Opfølgende foranstaltninger*

LOV nr 493 af 01/07/1998

§ 10. Miljø- og energiministeren underretter senest 2 måneder efter lovens ikrafttræden ejere af arealer inden for projektområdet om lovens indhold.

§ 11. Når arbejdet i forbindelse med projektet er afsluttet, må der ikke foretages afvanding eller terrænændring af arealer inden for projektområdet.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra reglen i stk. 1.

§ 12. Når arbejdet i forbindelse med projektet er afsluttet, må der ikke foretages gødskning og omlægning af græsarealer eller anvendes pesticider inden for projektområdet.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan i særlige tilfælde tillade omlægning af græsarealer og anvendelse af pesticider.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan foretage naturpleje af arealer inden for projektområdet.

Stk. 4. Ejere eller brugere af arealer inden for projektområdet har ret til erstatning for tab, der følger af begrænsningerne i arealanvendelsen efter stk. 1. Erstatningen fastsættes i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 5, stk. 2, eller gennemførelse af ekspropriation efter § 5, stk. 3.

§ 13. Når arbejdet i forbindelse med projektet er afsluttet, har offentligheden adgang til arealerne inden for projektområdet efter de regler, der efter § 24 i lov om naturbeskyttelse gælder for offentlighedens adgang til offentligtejede, udyrkede arealer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med Ringkjøbing Amtsråd fastsætte nærmere regler om offentlighedens adgang til og rekreative udnyttelse af arealerne, herunder regler der fraviger § 24 i lov om naturbeskyttelse.

Stk. 3. Ved fastsættelse af regler i medfør af stk. 2 skal hensyn til befolkningens rekreative muligheder, herunder adgang til jagt, fiskeri og sejlads, afvejes over for hensyn til beskyttelse af flora og fauna.

Stk. 4. Der ydes erstatning for de tab, som påføres ejere eller brugere af arealer, der er omfattet af bestemmelsen i stk. 1, eller af arealer, for hvilke der fastsættes regler i medfør af stk. 2. Reglerne i §§ 34 og 35 i lov om jagt og vildtforvaltning finder anvendelse ved fastsættelse og udbetaling af erstatning.

§ 14. Miljø- og energiministeren iværksætter i samarbejde med Ringkjøbing Amtsråd under gennemførelsen af projektet og i en periode efter, at det er afsluttet, overvågning af projektets virkning på naturen inden for projektområdet.