§ Fødevareloven · kapitel 4 af 17
Kapitel 4 – *Markedsføring og mærkning af fødevarer*
LOV nr 471 af 01/07/1998
§ 19. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, produktions- eller fremstillingsmåde, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber eller virkninger.
Stk. 2 . Det er forbudt i forbindelse med markedsføring af fødevarer at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har eller efter lovgivningen skal have tilsvarende egenskaber.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af anprisninger i forbindelse med salg eller reklame m.v. om egenskaber, som en fødevare ikke er i besiddelse af. Det kan herunder forbydes at anvende sådanne negative anprisninger.
Stk. 4 . Ved bedømmelse af de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives om varen, de tegninger, de billeder og den tekst, der er anbragt på varen, på dens emballage, på reklame eller på skilt om varen, i annoncer eller tilbud, eller forhold, som på anden måde er søgt bragt til offentlighedens kendskab, herunder varens placering i forhold til andre varer.
Stk. 5. Den producent eller forhandler, der er ansvarlig for mærkning eller markedsføring af en fødevare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.
§ 20. Det er forbudt ved mærkning, reklamer m.v., jf. § 19, stk. 4, at anvende
-
- angivelser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne,
-
- angivelser om, at fødevarer er anbefalet af læger, eller at indtagelse af den pågældende vare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer,
-
- billeder af sundhedspersonel og lignende,
-
- angivelser om, at fødevarer ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi, og
-
- angivelser, der er egnet til at rejse tvivl om forsvarligheden af at anvende andre lignende fødevarer.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, der angives at være særligt egnede for mennesker med behov for særlig kost på grund af sygdom, alder eller andre forhold, eller som angives at virke forebyggende over for sygdom.
§ 21. Virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer, må ikke i forbindelse med markedsføringen af et produkt omtale, at produktet eller virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn, har fået autorisation eller godkendelse eller er registreret af en offentlig myndighed, jf. dog §§ 22 og 24.
§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at fødevarer skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, virksomhederne eller tilsynsmyndighederne.
§ 23. Færdigpakkede fødevarer, der er mærket med angivelse af sidste salgsdag, mindst holdbar til eller lignende, må ikke ommærkes med forlænget frist, ompakkes eller efter fristens udløb sælges i pakningen.
§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om særlig mærkning af fødevarer, når
-
- sundheds-, ernærings- eller kontrolmæssige hensyn taler derfor,
-
- hensynet til særlige befolkningsgrupper gør det nødvendigt,
-
- fødevaren er i besiddelse af særlig kvalitet eller særlige karakteristika,
-
- der under produktion af fødevaren er anvendt særlige avls-, opdræts-, fangst- eller dyrkningsmåder eller lignende,
-
- fødevaren er behandlet på særlig måde eller fremstillet ved særlig teknologi,
-
- fødevaren er bestemt til særlige ernæringsmæssige formål, eller
-
- der er anvendt tilsætningsstoffer, herunder næringsstoffer.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om anvendelse af varebetegnelser, særlige mærker eller symboler for fødevarer eller bestemte typer af fødevarer, som angiver, at varerne har været underkastet generel eller særlig kontrol, eller at varerne har en særlig kvalitet, sammensætning eller geografisk oprindelse eller været underkastet en speciel behandling.
Stk. 3. Anvendelsen af de mærker m.m., der er fastsat i henhold til stk. 2, på andre varer er forbudt. Det er ligeledes forbudt at anvende disse mærker m. m. eller andre mærker m.m., der kan forveksles med disse, på en måde, der er egnet til at vildlede med hensyn til produktion, behandling, sammensætning, geografisk oprindelse m.m. af produktet.
§ 25. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om mærkning af tilsætningsstoffer, herunder om brugsanvisning og advarselsmærkning.
§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, hvorledes mærkning af fødevarer skal udføres, herunder på hvilke sprog de foreskrevne oplysninger skal gives, og hvor oplysningerne skal anbringes.