Fødevareloven § 19

§ 19. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, produktions- eller fremstillingsmåde, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber eller virkninger.

Stk. 2 . Det er forbudt i forbindelse med markedsføring af fødevarer at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har eller efter lovgivningen skal have tilsvarende egenskaber.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af anprisninger i forbindelse med salg eller reklame m.v. om egenskaber, som en fødevare ikke er i besiddelse af. Det kan herunder forbydes at anvende sådanne negative anprisninger.

Stk. 4 . Ved bedømmelse af de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives om varen, de tegninger, de billeder og den tekst, der er anbragt på varen, på dens emballage, på reklame eller på skilt om varen, i annoncer eller tilbud, eller forhold, som på anden måde er søgt bragt til offentlighedens kendskab, herunder varens placering i forhold til andre varer.

Stk. 5. Den producent eller forhandler, der er ansvarlig for mærkning eller markedsføring af en fødevare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.

Kilde: Retsinformation.dk