← Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmark og De Forenede Mexicanske Stater

§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmark og De Forenede Mexicanske Stater · kapitel 1 af 5

Kapitel I – *Overenskomstens anvendelsesområde*

LOV nr 973 af 17/12/1997

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

     1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på en kontraherende stats eller dens politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

     2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der udskrives på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afståelse af rørlig eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

     3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

  • a) i Mexico:
  • (i) indkomstskatten (»el impuesto sobre la renta«); og
  • (ii) aktivskatten (»el impuesto al activo«);

(herefter omtalt som »mexicansk skat«).

  • b) i Danmark:
  • (i) indkomstskatten til staten;
  • (ii) den kommunale indkomstskat;
  • (iii) den amtskommunale indkomstskat;
  • (iv) den særlige indkomstskat;
  • (v) kirkeskatten;
  • (vi) udbytteskatten;
  • (vii) renteskatten;
  • (viii) royaltyskatten;
  • (ix) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven og
  • (x) formueskatten til staten;

(herefter omtalt som dansk skat').

Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, som bliver udskrevet efter datoen for undertegnelsen af overenskomsten som tillæg til, eller i stedet for de eksisterende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give hinanden underretning om alle væsentlige ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.