Lov om Telestyrelsen § 7

§ 7. Telestyrelsen udarbejder som led i styrelsens tilsynsaktiviteter af egen drift undersøgelser, udredninger m.v. Denne udrednings- og undersøgelsesvirksomhed finansieres af telesektoren.

Stk. 2. Telestyrelsen forelægger herudover årligt for forskningsministeren forslag til områder eller problemstillinger inden for telesektoren, hvor der er behov for, at Telestyrelsen inden for det følgende år iværksætter større sektorfinansierede udredninger eller undersøgelser.

Stk. 3. Forskningsministeren fastlægger på grundlag af det i stk. 2 nævnte forslag og efter drøftelse med repræsentanter for brugere af telekommunikation, selskaber m.v. inden for telesektoren og andre relevante parter en udredningsplan for Telestyrelsen for det følgende år. Forskningsministeren kan ved fastlæggelse af udredningsplanen fravige Telestyrelsens forslag efter stk. 2.

Stk. 4. Telestyrelsen kan uafhængigt af den i stk. 2 og 3 nævnte beslutningsprocedure foreslå forskningsministeren yderligere sektorfinansierede udredninger eller undersøgelser.

Stk. 5. Forskningsministeren kan uafhængigt af den i stk. 2 og 3 nævnte beslutningsprocedure og efter drøftelse med repræsentanter for brugere af telekommunikation, selskaber m.v. inden for telesektoren og andre relevante parter henlægge yderligere udredningsopgaver, herunder både sektorfinansierede udredninger eller undersøgelser og udredninger eller undersøgelser finansieret på anden måde, til Telestyrelsen.

Kilde: Retsinformation.dk