Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser § 14

§ 14. Anvendelse af radiofrekvenser kan endvidere ske på grundlag af individuel tilladelse meddelt af Telestyrelsen. Telestyrelsen fastsætter de generelle og individuelle vilkår for tilladelsen.

Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende:

    1. Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.
    1. Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.
    1. Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.
    1. Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.
    1. Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
    1. Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.
    1. Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.
    1. Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.
    1. Krav om forstyrrelsesmæssige forhold.
    1. Krav om betaling af forfaldne gebyrer, rykkergebyrer og afgifter.

Stk. 3. Ved udstedelse af tilladelser på baggrund af afholdt offentligt udbud, jf. § 6, kan afgivne tilbud eller tilkendegivelser fra tilbudsgiveren i forbindelse med udvælgelsen af tilladelseshavere på grundlag af det offentlige udbud danne grundlag for Telestyrelsens fastsættelse af vilkår på andre områder end de i stk. 2 nævnte. Vilkår om det tilbudte udbud af tjenester til andre brugere, herunder til slutbrugerne, vilkår vedrørende kvaliteten af tjenesterne, priser m.v. vil maksimalt kunne udstrækkes til at gælde i 1 år efter, at tilladelsesindehaveren har nået den i tilladelsen eventuelt fastsatte geografiske og befolkningsmæssige udbygningsgrad, dog således at disse vilkår som minimum er gældende i 2 år efter udstedelsen af tilladelsen.

Stk. 4. Tilladelser efter stk. 1 kan udstedes til enkeltstående brugere af radiofrekvenser eller til afgrænsede grupper af brugere.

Stk. 5. Anmodninger om tildeling af individuel tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser skal imødekommes, i det omfang det er muligt inden for rammerne af den i kapitel 2 fastlagte frekvensplan og med en tildeling af frekvenser i et omfang, der ud fra en samlet vurdering på et klart, objektivt og ikkediskriminerende grundlag tilgodeser en optimal udnyttelse af frekvensspektret.

Kilde: Retsinformation.dk