← Lov om byfornyelse

§ Lov om byfornyelse · kapitel 3 af 14

Kapitel 3 – *Bygningsfornyelse*

LOV nr 381 af 10/06/1997

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan for en eller flere ejendomme træffe beslutning om:

    1. Ombygning og istandsættelse af beboelse, der er væsentligt nedslidt.
    1. Ombygning og istandsættelse af bygninger, der helt eller delvis indeholder privat erhverv, såfremt foranstaltningerne sker af hensyn til den umiddelbart tilgrænsende beboelse. Foranstaltningerne kan kun omfatte arbejder på klimaskærmen samt etablering af tidssvarende opvarmning. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, som er offentligt ejede, eller hvor det offentlige har en ikke uvæsentlig indflydelse på driften, medmindre bygningen indeholder beboelse i væsentligt omfang.
    1. Etablering af beboelse ved inddragelse af uudnyttede arealer i bygninger, der er omfattet af en beslutning efter dette kapitel.
    1. Opførelse af mindre tilbygninger med henblik på etablering af wc eller bad i bygninger, hvor de enkelte boliger ikke indeholder wc eller bad, samt opførelse af mindre bygninger til brug for tekniske installationer el. lign.
    1. Ombygning af privat erhverv til beboelse, såfremt erhvervet er nedlagt og genanvendelse til erhvervsformål må anses for udelukket, og såfremt bygningen skønnes egnet til at blive ombygget inden for en rimelig økonomisk ramme. I bygninger, hvor der ikke er beboelse, eller hvor beboelse udgør en mindre del, er det endvidere en betingelse, at bygningen skønnes bevaringsværdig. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, der senest har været anvendt til offentligt formål, eller hvor det offentlige har haft en ikke uvæsentlig indflydelse på driften.
    1. Tilvejebringelse af fællesarealer og fællesanlæg for en eller flere ejendomme, herunder for ejendomme, der ikke indeholder beboelse, samt sikring af vedligeholdelse og drift af sådanne anlæg.
    1. Nedrivning af bygninger, der helt eller delvis indeholder beboelse, når nedrivningen er begrundet i
  • a) bygningens fysiske tilstand eller
  • b) hensynet til at skaffe rimelig adgang til lys, luft, opholds- eller friarealer for den eksisterende boligbebyggelse beliggende i umiddelbar tilknytning til det ryddede areal.
    1. Nedrivning af privat erhverv, når nedrivningen er begrundet i de i nr. 7, litra b, nævnte hensyn eller i, at bygningens fysiske tilstand er til gene for den umiddelbart tilgrænsende beboelse. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, der senest har været anvendt til offentligt formål, eller hvor det offentlige har haft en ikke uvæsentlig indflydelse på driften.
    1. Nybyggeri af boliger i begrænset omfang til erstatning af bygninger, der nedrives efter nr. 7 eller 8. Nybyggeri kan kun opføres, hvis de skønnede omkostninger til ombygning og istandsættelse af de nedrevne bygninger ville overstige et af boligministeren fastsat niveau.

Stk. 2. Inden for den tildelte investeringsramme til bygningsfornyelse, jf. § 91, skal kommunalbestyrelsen i almindelighed først søge gennemført bygningsfornyelse af beboelse, som efter kommunalbestyrelsens vurdering er mest nedslidt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan kun træffe beslutning efter stk. 1, såfremt kondemnable forhold og sikkerhedsmæssige mangler er afhjulpet eller afhjælpes senest i forbindelse med gennemførelsen af beslutningen. Undtaget herfra er tilvejebringelse af udendørs fællesarealer jf. stk. 1, nr. 6.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan kun træffe beslutning efter stk. 1, nr. 1, såfremt de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse for den enkelte bygning overstiger 1.000 kr. pr. m2 istandsat areal. For ombygninger og istandsættelser, hvor beslutningen indeholder oplysning om gennemførelse af efterfølgende etaper, gælder 1. pkt. ikke for de enkelte etaper, men for de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse. 1. pkt. gælder ikke for beslutninger, der kun vedrører afhjælpning af kondemnable forhold og sikkerhedsmæssige mangler.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens beslutning om bygningsfornyelse kan omfatte bygninger, der er opført før 1. januar 1970.

Stk. 6. Boligministeren fastsætter nærmere regler om beregning af det i stk. 4 nævnte areal.

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal i sin beslutning angive

    1. den eller de ejendomme eller dele heraf, det er nødvendigt for kommunalbestyrelsen at råde over, samt begrundelsen herfor, jf. § 15,
    1. de bygninger, der helt eller delvis skal nedrives, samt begrundelsen herfor, jf. § 9, stk. 1, nr. 7 og 8,
    1. de arbejder, der kan udføres særskilt af den enkelte ejendoms ejer, og
    1. de fælles foranstaltninger, der kun kan gennemføres for flere ejendomme under et, herunder om arbejderne gennemføres af kommunalbestyrelsen eller ejerne.

Beslutningens tilvejebringelse

§ 11. Kommunalbestyrelsen udarbejder et forslag til beslutning efter § 9. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre forslaget.

Stk. 2. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen give de berørte ejere og lejere en sådan orientering om forslaget, at de kan vurdere forslaget og dets konsekvenser.

Stk. 3. Orienteringen efter stk. 2 skal indeholde oplysning om, at der kan fremsættes indsigelse mod og ændringsforslag til den planlagte beslutning inden for en af kommunalbestyrelsen fastsat passende frist.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen vil foretage ændringer i forslaget, som på væsentlig måde berører andre end dem, der har foranlediget ændringen foretaget, kan kommunalbestyrelsen ikke træffe beslutning efter § 9, før de pågældende er underrettet om ændringen og har fået lejlighed til at fremsætte bemærkninger inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Hvis ændringerne er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag, skal kommunalbestyrelsen foretage fornyet offentliggørelse efter reglerne i stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt ejeren og mindst halvdelen af de berørte lejere anmoder kommunalbestyrelsen om at træffe beslutning om bygningsfornyelse efter § 9, stk. 1, kan beslutningen undtages fra reglerne i stk. 1-3. Kommunalbestyrelsen kan samtidig godkende et fremsendt projekt under iagttagelse af reglerne om lejernes indsigelsesret og individuelt veto i §§ 26 og 27.

§ 12. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning i henhold til § 9, stk. 1, skal beslutningen bekendtgøres.

Stk. 2. Samtidig med bekendtgørelse efter stk. 1 underretter kommunalbestyrelsen ejerne og lejerne om beslutningen i de ejendomme, der er omfattet af denne. Beslutningen skal være ledsaget af oplysning om, hvilke ejendomme eller dele af ejendomme kommunalbestyrelsen skal råde over af hensyn til beslutningens gennemførelse.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen lader beslutningen tinglyse på de ejendomme, den vedrører.

§ 13. Fremgår det af kommunalbestyrelsens beslutning i henhold til § 9, jf. § 10, at det er nødvendigt at råde over en ejendom, kan ejeren mod erstatning forlange ejendommen overtaget af kommunen, så snart bekendtgørelse i henhold til § 12, stk. 1, har fundet sted.

Stk. 2. Fremgår det af kommunalbestyrelsens forslag til beslutning, at det forventes at blive nødvendigt at råde over en ejendom, der overvejende anvendes til erhvervsformål af ejendommens ejer, kan ejeren mod erstatning forlange ejendommen overtaget af kommunen, så snart offentliggørelsen har fundet sted.

§ 14. Når der er foretaget bekendtgørelse i henhold til § 12, stk. 1, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med kommunalbestyrelsens beslutning, medmindre kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse hertil.

Stk. 2. Fra det i stk. 1 nævnte tidspunkt må de ejendomme, der er omfattet af beslutningen, ikke prioriteres eller omprioriteres, medmindre kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse hertil.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan inden det i stk. 1 nævnte tidspunkt nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en beslutning om bygningsfornyelse efter § 9. Forbudet kan nedlægges for et tidsrum af indtil 2 år og kan i særlige tilfælde med tilladelse fra byfornyelsesnævnet forlænges med yderligere 1 år. Kommunalbestyrelsen lader forbudet tinglyse på ejendommen.

Retlig og faktisk råden

§ 15. Kommunalbestyrelsen kan forlange, at private tilhørende grunde og bygninger helt eller delvis skal afstås mod erstatning, når det er nødvendigt for kommunalbestyrelsen at råde over dem af hensyn til beslutningens gennemførelse. Det samme gælder private rettigheder over de pågældende ejendomme.

Stk. 2. For ejendomme, der ombygges eller istandsættes, og hvor ejeren eller rettighedshaveren ikke er indforstået med afståelse efter stk. 1, kan afståelse kun ske, hvis kommunalbestyrelsen kan begrunde, at særlige omstændigheder vedrørende ejendommen eller ejerens forhold medfører, at ejeren ikke vil være i stand til at gennemføre beslutningen, og at en afståelse derfor er nødvendig for arbejdernes gennemførelse.

Stk. 3. For ejendomme, der ombygges eller istandsættes, og hvor ejeren eller rettighedshaveren ikke er indforstået med afståelse efter stk. 1, kan afståelse uanset bestemmelsen i stk. 2 ikke ske, hvis ejeren opnår tilslutning hos mindst halvdelen af de beboere, der vil blive berørt af beslutningen, til at gennemføre et projekt, der som minimum omfatter arbejder, der ikke kan nedlægges veto imod, jf. § 28, stk. 2.

Udlejningspligt og fortrinsret

§ 16. En kommunalbestyrelse, der i medfør af § 13, § 15, stk. 1 og 2, § 36 eller § 159 har overtaget eller i stedet herfor ved aftale med ejeren har erhvervet en ejendom, der efter bygningsfornyelsesarbejdernes gennemførelse skal anvendes til beboelse, skal efter afslutningen af bygningsfornyelsen fortrinsvis udleje ledige boliger til tidligere beboere, der har fået anvist en erstatningsbolig i forbindelse med ejendommens ombygning eller forbedring.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at ophæve eller begrænse tidligere beboeres fortrinsret, jf. stk. 1, til de lejligheder, som er gjort egnede for ældre og personer med handicap ved etablering af elevator eller tilkørselsrampe samt en hensigtsmæssig planudformning af lejlighederne. Kommunalbestyrelsen kan ligeledes beslutte at ophæve eller begrænse tidligere beboeres fortrinsret til de lejligheder, som ved omfattende ændringer i planudformningen er gjort egnede for bofællesskaber til personer med særlige sociale behov.

Tilbudspligt og stiftelse af

andelsboligforeninger

§ 17. Kommunalbestyrelsen skal efter bygningsfornyelsesarbejdernes afslutning tilbyde lejerne i de i § 16, stk. 1, nævnte ejendomme at overtage ejendommen på andelsbasis. Dette gælder dog ikke, hvis ejendommen har mindre end 6 boliger eller mere end en tredjedel af lejeindtægten vedrører erhvervsarealer.

Stk. 2. Tilbudspligten opfyldes ved, at kommunalbestyrelsen over for samtlige lejere af beboelseslejligheder fremsætter tilbud om, at en af lejerne dannet privat andelsboligforening efter reglerne i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber eller en almen andelsboligorganisation, jf. lov om almene boliger m.v., kan erhverve ejendommen.

Stk. 3. Købesummen fastsættes til ejendommens handelsværdi som udlejningsejendom, jf. dog stk. 4. Lån optaget til finansiering af ombygningstabet overtages ud over købesummen.

Stk. 4. Såfremt den samlede ydelse på de i stk. 5 nævnte lån, bortset fra lån optaget til finansiering af bygningsfornyelsesarbejderne, overstiger det kapitalafkast, der før bygningsfornyelsesarbejdernes iværksættelse lovligt kunne beregnes i henhold til § 9 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene med tillæg af det kapitalafkast, der efter samme lovs § 27 kunne være krævet for tidligere gennemførte forbedringer, og et beregnet kapitalafkast af erhvervsarealer, nedsættes købesummen, således at ydelsen kommer til at svare til det nævnte kapitalafkast.

Stk. 5. Købesummen berigtiges, for så vidt angår en privat andelsboligforening, ved, at 20 pct. betales kontant, og, for så vidt angår en almen andelsboligorganisation, ved, at 2 pct. betales kontant. Endvidere overtages de lån, der er optaget til finansiering af de værdiforøgende forbedringer. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at også andre indestående lån skal overtages. Resten af købesummen berigtiges ved optagelse af et 30-årigt realkreditlån eller et kommunalt lån på tilsvarende vilkår.

Stk. 6. Lejerne skal samtidig med tilbudet have oplysning om størrelsen af andelsindskud, boligafgift og vilkårene for foreningens overtagelse af ejendommen samt om, at dannelsen af foreningen er betinget af fornøden tilslutning, jf. § 18.

Stk. 7. Til lejere, der har haft ret til at få anvist en erstatningsbolig, kan kommunalbestyrelsen yde lån til erhvervelse af boligandel, såfremt husstanden skønnes at have behov derfor. Kommunalbestyrelsens afgørelse om ydelse af lån kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 18. Efter udløbet af en i tilbudet fastsat frist, der skal være mindst 6 uger, skal kommunalbestyrelsen forestå dannelsen af en privat andelsboligforening, såfremt et flertal af lejerne ønsker det og vil indmelde sig i foreningen og betale andelsindskud. Hvis et flertal af lejere, der vil indmelde sig i foreningen, ønsker det, forestår lejerne selv dannelsen af andelsboligforeningen. Såfremt der til uudlejede boliger i ejendommen har meldt sig boligsøgende, der ønsker at indtræde i andelsboligforeningen, ligestilles de pågældende med lejere.

Stk. 2. Såfremt et flertal af lejerne efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist ønsker det, påhviler det kommunalbestyrelsen at forestå dannelsen af en almen andelsboligorganisation. Hvis et flertal af lejere, der vil indmelde sig i organisationen, ønsker det, forestår lejerne selv dannelsen af andelsboligorganisationen.

Stk. 3. Såfremt der ikke blandt lejerne opnås flertal efter stk. 1 eller 2, skal ejendommen fortsat være en udlejningsejendom. Reglerne om tilbudspligt i lov om leje finder ikke anvendelse indtil 2 år efter, at lejerne har afslået at overtage ejendommen i medfør af § 17, stk. 1, såfremt ejendommen overdrages til en købesum, der er den samme eller større end den, der er tilbudt lejerne efter § 17, stk. 3 og 4.

Stk. 4. Et flertal af lejere i ejendommen, der opfylder vilkårene i stk. 1 eller 2, kan, så længe ejendommen er i kommunens eje, begære ejendommen overtaget som privat andelsboligforening eller som almen andelsboligorganisation til en købesum, der svarer til ejendommens værdi som udlejningsejendom på det tidspunkt, begæringen fremsættes. § 17, stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse, såfremt begæring om overtagelse fremsættes senest et år efter fremsættelsen af kommunens tilbud efter § 17, stk. 2.

§ 19. Uanset reglen i § 2, stk. 3 og 4, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber kan en kommunalbestyrelse med foreningens samtykke indtræde som andelshaver til andele i en privat andelsboligforening vedrørende boliger, der ikke er overdraget til andelshavere. Udlejede boliger, der tilhører kommunalbestyrelsen som andelshaver, skal ved ledighed søges overdraget til nye andelshavere. Kommunalbestyrelsen kan ikke betinge sit medlemskab af indflydelse på ejendommens eller foreningens drift, ud over hvad stemmeret for de af kommunalbestyrelsen overtagne andele berettiger til. Kommunalbestyrelsen kan heller ikke betinge sig særstilling i forhold til andre medlemmer. De af kommunalbestyrelsen tegnede andele medregnes ikke ved opgørelsen af andelshavere efter § 18.

Stk. 2. Uanset reglen i § 2, stk. 3 og 4, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber kan endvidere en almen boligorganisation, der har til formål at opføre eller indrette boliger for unge under uddannelse og andre unge med et særligt behov derfor, med andelsboligforeningens samtykke indtræde som andelshaver til boliger, der ikke er overdraget til andelshavere.

§ 20. De i § 16, stk. 2, nævnte personer med særlige sociale behov er ikke omfattet af § 17, stk. 1, og § 18, stk. 4, for så vidt angår dannelse af en privat andelsboligforening.

§ 21. Boligministeren kan bestemme, at reglerne om tilbudspligt og stiftelse af andelsboligforening jf. §§ 17-19, ikke skal finde anvendelse på byfornyelsesforsøg, jf. § 92.

Stk. 2. Boligministeren kan endvidere bestemme, at reglerne om lejernes fortrinsret jf. § 16, stk. 1, ikke finder anvendelse på byfornyelsesforsøg med henblik på indretning af boliger for unge under uddannelse og andre unge med et særligt behov for boliger samt boliger for ældre og handicappede.

Offentligt udbud

§ 22. Grunde og bygninger erhvervet i medfør af denne lov skal søges afhændet ved offentligt udbud, medmindre afhændelse sker i medfør af §§ 17-21. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte en anden afhændelsesmåde.

Beslutningens gennemførelse ved ejendommens ejer

§ 23. For de foranstaltninger, som efter kommunalbestyrelsens beslutning kan udføres af ejeren af en enkelt ejendom, skal kommunalbestyrelsen opfordre ejeren til inden for en passende frist at udarbejde et forslag til udførelse af foranstaltningerne.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens opfordring skal indeholde oplysninger om reglerne i §§ 24-28.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens opfordring skal endvidere indeholde oplysning om den maksimale størrelse af den lejeforhøjelse, som kommunalbestyrelsen forventer at kunne godkende som følge af foranstaltningernes gennemførelse, jf. § 50, stk. 8. Ændringer, der medfører en større lejeforhøjelse end meddelt efter 1. pkt. eller reduktion af projektet uden en tilsvarende lejenedsættelse, kan kun foretages efter fornyet opfordring, jf. stk. 1.

Stk. 4. Senest i forbindelse med opfordringen skal ejeren have oplysning om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling om støtteafkald i medfør af § 57 og i bekræftende fald, hvilke krav kommunalbestyrelsen vil stille i forbindelse hermed.

Stk. 5. Lejerne i de pågældende ejendomme skal have samme underretning som ejerne.

§ 24. Ejeren har pligt til at inddrage lejerne i udarbejdelsen af projektforslaget.

Stk. 2. Ejeren skal skriftligt opfordre lejerne til at antage konsulentbistand efter § 25.

Stk. 3. Ejeren skal underrette kommunalbestyrelsen om lejernes skriftligt fremsatte indsigelser.

§ 25. Hvis mindst 1/4 af lejerne ønsker det, kan lejerne antage konsulentbistand. Dokumenterede udgifter til konsulentbistand indgår som en støtteberettiget udgift.

§ 26. Lejerne i en ejendom, hvor der er sket opfordring efter § 23, stk. 1, kan inden for en frist på 6 uger efter, at lejerne har modtaget det endelige projektforslag, over for ejeren skriftligt fremsætte indsigelser mod projektforslaget eller dele heraf.

§ 27. Den enkelte lejer kan nedlægge individuelt veto, hvorved forstås, at lejeren kan modsætte sig gennemførelsen af arbejder, der alene vedrører denne lejers lejlighed. Når lejligheden bliver ledig, kan de arbejder, der er nedlagt individuelt veto imod, gennemføres.

§ 28. Et flertal af lejerne kan nedlægge kollektivt veto, hvorved forstås, at de kan modsætte sig gennemførelsen af de i projektet foreslåede arbejder.

Stk. 2. Kollektivt veto kan ikke omfatte

    1. foranstaltninger om tidssvarende opvarmningsmuligheder,
    1. foranstaltninger til afhjælpning af sundhedsfare og brandfare, jf. § 165,
    1. foranstaltninger, der er af almen betydning for områdets forbedring eller for bygningens forbedring, og
    1. basisinstallationer.

§ 29. Såfremt lejerne har nedlagt veto efter § 28, kan de arbejder, der er nedlagt kollektivt veto imod, kun fremmes efter påbud fra kommunalbestyrelsen. Påbudet kan kun omfatte

    1. de arbejder, som er nævnt i § 28, stk. 2, nr. 1-4,
    1. inddragelse af fælles adgangsarealer og
    1. opførelse af en tilbygning, jf. § 9, stk.1, nr. 4, når der foreligger tilslutning hertil fra mindst 60 pct. af beboerne.

§ 30. Såfremt lejerne har nedlagt veto efter § 27 eller § 28, kan ejeren tidligst 5 år efter projektets færdiggørelse gennemføre disse arbejder i henhold til lov om leje eller lov om midlertidig regulering af boligforholdene, medmindre de berørte lejere giver deres samtykke hertil eller lejlighederne bliver ledige.

§ 31. I ejendomme opdelt i ejerlejligheder eller ejendomme, der ejes af en privat andelsboligforening, hvor der er sket opfordring efter § 23, stk. 1, og hvor ingen af lejlighederne er udlejet, kan en beboer nedlægge individuelt veto mod arbejder, der alene vedrører denne beboers bolig.

Stk. 2. Krav efter stk. 1 skal fremsættes over for andelsboligforeningen henholdsvis ejerforeningen inden 6 uger efter, at den kompetente forsamling har vedtaget et projekt.

§ 32. I ejendomme opdelt i ejerlejligheder eller ejendomme, der ejes af en privat andelsboligforening, hvor der er sket opfordring efter § 23, stk. 1, og hvor enkelte lejligheder er udlejet, finder §§ 26-30 tilsvarende anvendelse på de udlejede lejligheder. Der kan dog kun nedlægges kollektivt veto, såfremt et flertal af samtlige beboere skriftligt har fremsat indsigelse mod projektet.

Stk. 2. § 27 om individuelt veto finder anvendelse på samtlige boliger i ejendommen.

§ 33. Har en ejer ikke fremsendt projekt efter § 23, stk. 1, inden for den frist, kommunalbestyrelsen har fastsat, kan kommunalbestyrelsen give ejeren påbud. Påbudet kan kun omfatte foranstaltninger som nævnt i § 28, stk. 2, og skal indeholde en frist for fremsendelse af et projekt til udførelse af foranstaltningerne.

§ 34. Påbud efter §§ 29 og 33 skal meddeles ejeren ved anbefalet brev. Panthavere, hvis rettigheder fremgår af tingbogen, skal underrettes om påbudet.

Stk. 2. Lejerne i de pågældende ejendomme skal have samme underretning som ejerne. Lejerne skal endvidere orienteres om reglerne for at opnå erstatningsboliger og økonomisk støtte til betaling af husleje, boligindskud m.v., hvis et påbud indebærer, at boliger skal fraflyttes.

Stk. 3. Reglerne i § 26 om indsigelsesret finder tilsvarende anvendelse.

§ 35. Kommunalbestyrelsen fastsætter samtidig med godkendelse af et projekt fremsendt efter § 23 eller efter påbud, jf. § 33, en passende frist for at gennemføre foranstaltningerne.

§ 36. Fremsender ejeren ikke et projekt inden for den i medfør af § 33 fastsatte frist, eller gennemfører ejeren ikke foranstaltningerne inden for den i medfør af § 35 fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen enten

    1. lade foranstaltningerne gennemføre for ejerens regning eller
    1. forlange, at private tilhørende grunde og bygninger helt eller delvis skal afstås mod erstatning, når det vil være af væsentlig betydning for gennemførelsen af foranstaltningerne.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 24-32 finder tilsvarende anvendelse.

Gennemførelse af beslutning om fællesarealer og fællesanlæg for flere ejendomme

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal opfordre ejerne til inden for en fastsat passende tidsfrist at udarbejde et forslag til gennemførelsesprojekt med de foranstaltninger, som efter kommunalbestyrelsens beslutning skal gennemføres af flere ejere i fællesskab, jf. § 10, nr. 4.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens opfordring skal indeholde oplysninger om reglerne i §§ 38 og 39.

Stk. 3. Lejerne i de pågældende ejendomme skal have samme underretning som ejerne.

§ 38. Ejerne har pligt til skriftligt at orientere lejerne om indholdet af projektforslaget.

Stk. 2. Ejerne skal underrette kommunalbestyrelsen om lejernes skriftligt fremsatte indsigelser og ændringsforslag.

§ 39. Lejerne i ejendomme, hvor der er sket opfordring efter § 37, kan inden for en frist på 6 uger over for ejerne skriftligt fremsætte indsigelser mod projektforslaget eller dele heraf samt fremkomme med ændringsforslag til projektforslaget.

§ 40. Såfremt ejerne sammen med et forslag til gennemførelsesprojekt fremsender accept fra halvdelen af lejerne, i blandede ejendomme, jf. § 32, halvdelen af beboerne, samt eventuelle skriftlige indsigelser mod projektet, kan kommunalbestyrelsen umiddelbart vedtage forslaget.

§ 41. Hvis ejerne ikke inden den frist, som kommunalbestyrelsen har fastsat for udarbejdelse af gennemførelsesprojekt, jf. § 37, har indsendt dette til kommunalbestyrelsen, udarbejder kommunalbestyrelsen inden for en passende frist forslaget for ejerens regning. Det samme gælder, hvis det i beslutningen er bestemt, at foranstaltningerne skal gennemføres af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til skriftligt at orientere ejerne og lejerne i de pågældende ejendomme om indholdet af projektforslaget.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens orientering skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 4 og § 42.

Stk. 4. Ejerne og lejerne kan inden for en frist på 6 uger skriftligt fremsætte indsigelser mod projektforslaget eller dele heraf samt fremkomme med ændringsforslag til projektforslaget.

§ 42. Efter udløbet af 6-ugers-fristen i §§ 39 og 41 kan kommunalbestyrelsen vedtage forslaget. Kommunalbestyrelsen fastsætter samtidig hermed en passende frist for gennemførelse af foranstaltningerne.

Stk. 2. Lejerne i de pågældende ejendomme skal have samme underretning om forslagets vedtagelse og fristen for arbejdernes gennemførelse som ejerne.

§ 43. Såfremt ejerne ikke har udført de vedtagne arbejder inden for den af kommunalbestyrelsen fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen gennemføre arbejderne for ejernes regning.

§ 44. Et vedtaget gennemførelsesprojekt er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen fra det tidspunkt, de pågældende har fået meddelelse om vedtagelsen, uden hensyn til hvornår retten er stiftet.

§ 45. Når et gennemførelsesprojekt er vedtaget, skal kommunalbestyrelsen pålægge ejendomme, der omfattes af projektet, de som følge heraf nødvendige servitutter om udlæg af fællesarealer og indretning af fællesanlæg for områdets bebyggelse samt om gennemførelsen af den fremtidige vedligeholdelse og drift af de omhandlede fællesanlæg. Servitutterne er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommene, uden hensyn til hvornår retten er stiftet. Kommunalbestyrelsen lader servitutterne tinglyse på ejendommene.

Stk. 2. Servitutpålæg efter stk. 1 skal meddeles ejerne ved anbefalet brev. Panthavere, hvis rettigheder fremgår af tingbogen, skal på samme måde underrettes herom. Meddelelsen til ejerne skal indeholde oplysning om reglerne i § 159, stk. 2, 4 og 5.

§ 46. Kommunalbestyrelsen kan forlange, at private tilhørende bygninger og grunde helt eller delvis skal afstås mod erstatning, når det vil være af væsentlig betydning for udførelsen af de i gennemførelsesprojektet beskrevne arbejder.

Klage m.v.

§ 47. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om bygningsfornyelsesbeslutningers indhold, tilvejebringelse og gennemførelse samt om ændring af allerede vedtagne beslutninger. Boligministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om den i § 25 nævnte konsulentbistand. Boligministeren kan endelig fastsætte regler om indbringelse for byfornyelsesnævnet af kommunalbestyrelsens beslutninger i medfør af dette kapitel og i medfør af regler udfærdiget i henhold til denne bestemmelse.

§ 48. Kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 9, § 11, stk. 5, § 14, § 17, stk. 1-6, §§ 24-29, 31-33, 35, § 36, stk. 1, nr. 1, § 41, stk. 1, § 42, stk. 1, og § 43 kan af ejeren eller mindst 1/4 af de lejere i ejendommen, der berøres af afgørelsen, indbringes for byfornyelsesnævnet, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens beslutning om gennemførelse af et forbedringsprojekt for en ejendom, som det efter en bygningsfornyelsesbeslutning er nødvendigt at råde over, jf. § 10, nr. 1, kan af mindst 1/4 af de lejere i ejendommen, der berøres af beslutningen, indbringes for byfornyelsesnævnet, jf. dog stk. 5.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 16, stk. 1, kan af en tidligere beboer, der berøres af afgørelsen, indbringes for byfornyelsesnævnet, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 45 kan af ejendommens ejer indbringes for byfornyelsesnævnet, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Indbringelse af kommunalbestyrelsens beslutninger efter stk. 1-4 for byfornyelsesnævnet kan kun ske, hvis beslutningen omfatter spørgsmål om forståelse af loven eller af en i medfør af denne fastsat bestemmelse. Indbringelse kan endvidere tillades, hvis beslutningen efter byfornyelsesnævnets vurdering har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal underrette de klageberettigede om de beslutninger, der kan påklages efter stk. 1-5. Underretningen skal indeholde oplysning om klageadgang og klagefrist, jf. § 188, stk. 1.