Lov om byfornyelse § 9

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan for en eller flere ejendomme træffe beslutning om:

    1. Ombygning og istandsættelse af beboelse, der er væsentligt nedslidt.
    1. Ombygning og istandsættelse af bygninger, der helt eller delvis indeholder privat erhverv, såfremt foranstaltningerne sker af hensyn til den umiddelbart tilgrænsende beboelse. Foranstaltningerne kan kun omfatte arbejder på klimaskærmen samt etablering af tidssvarende opvarmning. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, som er offentligt ejede, eller hvor det offentlige har en ikke uvæsentlig indflydelse på driften, medmindre bygningen indeholder beboelse i væsentligt omfang.
    1. Etablering af beboelse ved inddragelse af uudnyttede arealer i bygninger, der er omfattet af en beslutning efter dette kapitel.
    1. Opførelse af mindre tilbygninger med henblik på etablering af wc eller bad i bygninger, hvor de enkelte boliger ikke indeholder wc eller bad, samt opførelse af mindre bygninger til brug for tekniske installationer el. lign.
    1. Ombygning af privat erhverv til beboelse, såfremt erhvervet er nedlagt og genanvendelse til erhvervsformål må anses for udelukket, og såfremt bygningen skønnes egnet til at blive ombygget inden for en rimelig økonomisk ramme. I bygninger, hvor der ikke er beboelse, eller hvor beboelse udgør en mindre del, er det endvidere en betingelse, at bygningen skønnes bevaringsværdig. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, der senest har været anvendt til offentligt formål, eller hvor det offentlige har haft en ikke uvæsentlig indflydelse på driften.
    1. Tilvejebringelse af fællesarealer og fællesanlæg for en eller flere ejendomme, herunder for ejendomme, der ikke indeholder beboelse, samt sikring af vedligeholdelse og drift af sådanne anlæg.
    1. Nedrivning af bygninger, der helt eller delvis indeholder beboelse, når nedrivningen er begrundet i
  • a) bygningens fysiske tilstand eller
  • b) hensynet til at skaffe rimelig adgang til lys, luft, opholds- eller friarealer for den eksisterende boligbebyggelse beliggende i umiddelbar tilknytning til det ryddede areal.
    1. Nedrivning af privat erhverv, når nedrivningen er begrundet i de i nr. 7, litra b, nævnte hensyn eller i, at bygningens fysiske tilstand er til gene for den umiddelbart tilgrænsende beboelse. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, der senest har været anvendt til offentligt formål, eller hvor det offentlige har haft en ikke uvæsentlig indflydelse på driften.
    1. Nybyggeri af boliger i begrænset omfang til erstatning af bygninger, der nedrives efter nr. 7 eller 8. Nybyggeri kan kun opføres, hvis de skønnede omkostninger til ombygning og istandsættelse af de nedrevne bygninger ville overstige et af boligministeren fastsat niveau.

Stk. 2. Inden for den tildelte investeringsramme til bygningsfornyelse, jf. § 91, skal kommunalbestyrelsen i almindelighed først søge gennemført bygningsfornyelse af beboelse, som efter kommunalbestyrelsens vurdering er mest nedslidt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan kun træffe beslutning efter stk. 1, såfremt kondemnable forhold og sikkerhedsmæssige mangler er afhjulpet eller afhjælpes senest i forbindelse med gennemførelsen af beslutningen. Undtaget herfra er tilvejebringelse af udendørs fællesarealer jf. stk. 1, nr. 6.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan kun træffe beslutning efter stk. 1, nr. 1, såfremt de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse for den enkelte bygning overstiger 1.000 kr. pr. m2 istandsat areal. For ombygninger og istandsættelser, hvor beslutningen indeholder oplysning om gennemførelse af efterfølgende etaper, gælder 1. pkt. ikke for de enkelte etaper, men for de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse. 1. pkt. gælder ikke for beslutninger, der kun vedrører afhjælpning af kondemnable forhold og sikkerhedsmæssige mangler.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens beslutning om bygningsfornyelse kan omfatte bygninger, der er opført før 1. januar 1970.

Stk. 6. Boligministeren fastsætter nærmere regler om beregning af det i stk. 4 nævnte areal.

Kilde: Retsinformation.dk