← Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene

§ Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Nederlandene · kapitel 3 af 6

Kapitel III – *Indkomstbeskatning*

LOV nr 1100 af 29/12/1997

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

     1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

     2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den stat, hvori den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

     3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

     4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

     1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

     2. Under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 skal der i tilfælde, hvor et foretagende i en af staterne driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver af staterne til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at ville have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

     3. Ved fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, der er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger til ledelse og administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

     4. I det omfang det har været sædvane i en af staterne at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne stat i at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

     5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

     6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for det modsatte.

     7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomst, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

     1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

     2. Såfremt den virkelige ledelse af et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende.

     3. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartsselskabet Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

For så vidt angår stykke 1 skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

     4. I denne artikel omfatter fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik fortjeneste oppebåret ved udleje af bemandet eller ubemandet skib eller luftfartøj til anvendelse i international trafik, hvis sådan lejeindtægt er forbundet med den fortjeneste, der er omfattet af stykke 1.

     5. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et konsortium eller i en international driftsorganisation.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

     1. I tilfælde, hvor

  • a) et foretagende i en af staterne direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden stat, eller
  • b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en af staterne som et foretagende i den anden stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed. Det gælder dog, at den omstændighed at forbundne foretagender har indgået aftaler som f.eks. aftaler om omkostningsdeling eller generelle serviceaftaler angående eller baseret på fordelingen af ledelsesmæssige, generelle administrative, tekniske og kommercielle omkostninger samt omkostninger til forskning og udvikling og andre omkostninger af lignende art, ikke i sig selv skal være et vilkår i den foregående sætnings betydning.

     2. I tilfælde, hvor en af staterne til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og staternes kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

     1. Udbytte, som betales af et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

     2. Et sådant udbytte kan dog også beskattes i den stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet, må den pålignede skat ikke overstige 15 procent af bruttobeløbet af udbyttet.

     3. Uanset bestemmelserne i stykke 2 kan den stat, i hvilken selskabet er hjemmehørende, ikke påligne skat på udbytte betalt at dette selskab, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, og som direkte besidder mindst 10 procent af kapitalen i det selskab, der betaler udbyttet.

     4. Bestemmelserne i stykke 2 og 3 skal ikke berøre beskatningen af selskabet med hensyn til den fortjeneste, der ligger til grund for det betalte udbytte.

     5. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst fra aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende.

     6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet, der er hjemmehørende i en af staterne, udøver virksomhed i den anden stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted, eller i denne anden stat udøver frit erhverv fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

     7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som betales af selskabet, med mindre sådant udbytte betales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikkeudloddet fortjeneste, selv om det betalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.

Artikel 11

Renter

     1. Renter, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

     2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i henhold til denne artikel.

     3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

     4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

     5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renterne, set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver stat under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 12

Royalties

     1. Royalties, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er royaltybeløbets retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

     2. Udtrykket »royalty« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd til brug for radio- eller fjernsynsudsendelser, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formular eller fremstillingsmetode, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

     3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, der ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

     4. Royalties skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den forpligtelse, der ligger til grund for royaltybetalingen, er indgået, og sådan royalty afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådant royaltybeløb anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

     5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af staterne under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel 13

Kapitalgevinster

     1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, erhverver ved afhændelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

     2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

     3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår fortjeneste oppebåret af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

     4. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede, kan kun beskattes i den stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

     5. Bestemmelserne i stykke 4 skal ikke berøre Nederlandenes ret til at påligne skat i henhold til egen lovgivning på fortjeneste ved afhændelse af aktier eller »jouissance« rettigheder i et selskab, hvis kapital helt eller delvist er fordelt på aktier og som i henhold til nederlandsk lovgivning er hjemmehørende i Nederlandene, som oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, og som har været hjemmehørende i Nederlandene indenfor de sidste fem år forud for afhændelsen af aktierne eller »jouissance« rettighederne.

Artikel 14

Frit erhverv

     1. Indkomst ved frit erhverv eller andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat med henblik på udøvelsen af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.

     2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

     1. Såfremt bestemmelserne i artikel 16, 18 og 19 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

     2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

  • a) modtageren opholder sig i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-månedersperiode, og
  • b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
  • c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

     3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag oppebåret af person, der er hjemmehørende i en af staterne, for personligt arbejde i tjenesteforhold der udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kun beskattes i denne stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen, en »bestuurder« eller en »commissaris« for et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

     1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsudøver, ved virksomhed udøvet i denne egenskab i den anden stat, beskattes i denne anden stat.

     2. I tilfælde hvor indkomst ved virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsudøver i dennes egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den stat, i hvilken kunstneren eller sportsudøveren udøver sin virksomhed.

Artikel 18

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser

     1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales til en person, der er hjemmehørende i en af staterne, som vederlag for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold og enhver livrente kun beskattes i denne stat.

     2. I tilfælde hvor et sådant vederlag ikke er en løbende udbetaling og er betaling som vederlag for tidligere ansættelse i den anden stat, eller hvor der i stedet for en rettighed til en livrente udbetales en samlet sum, kan dette vederlag eller denne samlede sum beskattes i den stat, hvorfra det hidrører.

     3. Enhver pension og andre ydelser, som udbetales i medfør af bestemmelserne i sociallovgivningen i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.

     4. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 19

Offentligt hverv

     1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

  • b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som:

     1. er statsborger i denne stat; eller

     2. ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

     2. a) Enhver pension, som udbetales af en af staterne, dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udøvelse af hverv for denne stat, dens underafdelinger eller myndigheder, kan beskattes i denne stat.

  • b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

     3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en af staterne eller en af dens politiske underafdelinger eller en af dens lokale myndigheder.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som, umiddelbart før han besøger en af staterne, var hjemmehørende i den anden stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 21

Andre indkomster

     1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

     2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis modtageren af sådan indkomst er en person hjemmehørende i en af staterne, som driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller som udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Kapital IV

Beskatning af formue

Artikel 22

Formue

     1. Formue bestående af fast ejendom som omhandlet i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

     2. Formue bestående af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en af staterne har i den anden stat, eller af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en af staterne, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

     3. Formue bestående af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, og af rørlig formue, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Ved anvendelse af dette stykke skal bestemmelserne i artikel 8, stykke 2, være gældende. For så vidt angår formue ejet af luftfartskonsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel af konsortiet, der ejes af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), den danske partner i Scandinavian Airlines System. For så vidt angår dette stykke skal den af DDL ejede andel af SAS anses for at udgøre et foretagende, der driver luftfartsvirksomhed i international trafik, med den virkelige ledelses sæde i Danmark.

     4. Al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en stat, kan kun beskattes i denne stat.