Kapitel II – *Definitioner*

Artikel 3

Almindelige definitioner

     1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

• a) udtrykket »Stat« betyder Nederlandene eller Danmark, alt efter sammenhængen; og udtrykket »Stater« betyder Nederlandene og Danmark;
• b) udtrykket »Nederlandene« betyder den del af Kongeriget Nederlandene, der er beliggende i Europa, herunder territorialfarvandet og ethvert område uden for territorialfarvandet, hvor Nederlandene i overensstemmelse med international ret udøver jurisdiktion eller suveræne rettigheder med hensyn til havbunden, dens undergrund og overliggende vande samt naturforekomster.
• c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område indenfor hvilket Danmark kan udøve sine suveræne rettigheder med det formål at efterforske og udnytte naturforekomsterne på havbunden og i dens undergrund og dens overliggende vande, og med hensyn til anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
• d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;
• e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
• f) udtrykkene »foretagende i en af staterne« og »foretagende i den anden stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en af staterne, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden stat;
• g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en af staterne, bortset fra tilfælde hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden stat;
• h) udtrykket »statsborger« betyder:
• 1. enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en af staterne
• 2. enhver juridisk person, interessentskab og forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af staterne;
• i) udtrykket »kompetente myndighed« betyder:
• 1. i Nederlandene: Finansministeren eller han befuldmægtigede stedfortræder;
• 2. i Danmark: skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder;

     2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en af staterne skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

     1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en af staterne« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dog omfatter udtrykket ikke en person, som er skattepligtig til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller formue, der befinder sig der.

     2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, bestemmes hans status efter følgende regler:

• a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
• b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
• c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
• d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i staterne afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

     3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge staterne, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori sædet for dens virkelige ledelse er beliggende.

Artikel 5

Fast driftssted

     1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

     2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

• a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
• b) en filial;
• c) et kontor;
• d) en fabrik;
• e) et værksted; og
• f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

     3. Et bygningsarbejde eller anlægs- eller installationsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.

     4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

• a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
• b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
• c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;
• d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;
• e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet;
• f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på en kombination af flere af de i litra a) til e) nævnte virksomheder, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

     5. I tilfælde hvor en person - der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6 - handler i en af staterne på vegne af et foretagende og har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende - uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 - anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til de i stykke 4 nævnte forhold, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i dette stykke.

     6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en af staterne, alene fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

     7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.