Lov om hjemmeservice (* 1) § 7
§ 7. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan, eventuelt tidsbegrænset, udelukke en virksomhed, virksomhedens ejer, personer i ledelsen eller personer, der har en bestemmende indflydelse på virksomheden, fra hjemmeserviceordningen, hvis
-
- virksomheden pålægges at tilbagebetale bidrag, som virksomheden uretmæssigt har fået udbetalt, jf. § 6, stk. 2,
-
- virksomheden undlader at afgive de i § 4, stk. 3 og 4, samt § 6, stk. 3, 6 og 8, krævede oplysninger eller virksomheden i et ikke uvæsentligt omfang har afgivet mangelfulde eller urigtige oplysninger eller virksomheden nægter adgang til at foretage det i § 6, stk. 5, nævnte eftersyn eller virksomheden nægter revisor adgang til at foretage de undersøgelser, som revisor finder nødvendige for udførelsen af dennes opgaver i henhold til § 6, stk. 7,
-
- virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger til brug for merværdiafgiftskontrollen eller skattekontrollen,
-
- virksomheden har anvendt personale eller andre virksomheder som anført i § 8, stk. 1 og 3, til at udføre bidragsberettiget arbejde,
-
- virksomheden ikke er registreret efter lov om merværdiafgift (momsloven) eller ikke er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring som nævnt i § 4, stk. 2, nr. 2,
-
- virksomheden i en ansættelseskontrakt med en person, der udfører bidragsberettiget arbejde, og som ikke indtager en særlig betroet stilling, aftaler en konkurrenceklausul,
-
- virksomheden tilsidesætter god skik inden for branchen i forbindelse med ansættelsesforholdene eller ikke følger bestemmelserne i de kollektive overenskomster,
-
- virksomheden har ansatte og virksomheden ikke overholder gældende lovgivning, der har til formål at sikre de ansattes arbejdsvilkår, eller
-
- virksomheden, virksomhedens ejer, personer i ledelsen eller personer, der har en bestemmende indflydelse på virksomheden, oparbejder forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
Stk. 2. Hvis de anførte oplysninger på det af husstanden anvendte servicegirokort ikke er korrekte, jf. § 5, stk. 2 og 3, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udelukke husstanden fra hjemmeserviceordningen, uanset om oplysningerne er påført af husstanden eller af virksomheden.
Stk. 3. En udelukkelse fra hjemmeserviceordningen gælder fra det tidspunkt, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har meddelt beslutningen til den pågældende, og har virkning for arbejde udført herefter.
Kilde: Retsinformation.dk