Lov om hjemmeservice (* 1) § 6

§ 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afgør, om husstanden og det udførte arbejde er berettiget til bidrag, samt om bidragets størrelse er i overensstemmelse med § 3, stk. 2.

Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at en virksomhed skal tilbagebetale bidrag, virksomheden uretmæssigt har fået udbetalt.

Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan af husstandene og virksomhederne samt ledelsen i disse forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om betingelserne for udbetaling af bidrag er opfyldt, samt kræve, at der indsendes dokumentation for de givne oplysninger. Erhvervsfremme Styrelsen kan endvidere af virksomhederne kræve de oplysninger, der er nødvendige for at kunne følge udviklingen inden for hjemmeserviceerhvervet. Afgiver en husstand ikke de krævede oplysninger, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen træffe afgørelse om, at husstanden ikke er bidragsberettiget, så længe de krævede oplysninger ikke er afgivet.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder og kommunalbestyrelserne kan til kontrolbrug indhente de oplysninger, der registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om hjemmeservice. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan til kontrolbrug indhente moms- og skatteoplysninger fra de statslige told- og skattemyndigheder og kommunalbestyrelserne, for så vidt angår virksomheder, der er eller har været omfattet af denne lov, og sammenligne dem med egne registrerede oplysninger. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan ligeledes til kontrolbrug indhente oplysninger om virksomheder, der er eller har været omfattet af denne lov, fra andre offentlige myndigheder samt indhente oplysninger om hjemmeservicevirksomheders indbetaling af ATP-bidrag m.v. til ordninger, der administreres af ATP. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan meddele oplysninger til Erhvervsfremme Styrelsen til brug for overvågningen af hjemmeserviceerhvervet.

Stk. 5. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller en af styrelsen udmeldt regnskabskyndig har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomhederne, og efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmaterialer samt korrespondance m.v.

Stk. 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og kommunalbestyrelserne kan undersøge virksomhedernes forhold med henblik på at føre tilsyn med, om denne lov er overholdt. Finder kommunalbestyrelsen, at en virksomhed ikke har overholdt loven, kan kommunalbestyrelsen indstille til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at virksomheden skal udelukkes fra hjemmeserviceordningen, jf. § 7, stk. 1. Bestemmelserne i stk. 3, 1. pkt., og stk. 5 finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår den af kommunalbestyrelsen udøvede undersøgelsesvirksomhed.

Stk. 7. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan forlange, at der for en af loven omfattet virksomhed udarbejdes en erklæring af en registreret eller statsautoriseret revisor. Erklæringens nærmere indhold fastsættes af styrelsen. I særlige tilfælde kan det endvidere forlanges, at en virksomhed underkastes revision af en af styrelsen udpeget registreret eller statsautoriseret revisor.

Stk. 8. Virksomheder, der udøver andre erhvervsmæssige aktiviteter end hjemmeservice, skal til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsende et særskilt regnskab for hjemmeserviceaktiviteterne. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om det særskilte regnskab og dets indsendelse.

Stk. 9. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan videregive oplysninger til virksomheder omfattet af denne lov om de husstande, der ikke er berettiget til at modtage bidrag.

Udelukkelse

Kilde: Retsinformation.dk