CVR-loven § 13

§ 13. Offentlige myndigheder skal efter regler, der fastsættes af vedkommende minister efter forhandling med økonomiministeren, vedligeholde de grunddata om juridiske enheder omfattet af § 3, nr. 1 eller 2, som ikke vedligeholdes efter § 12, stk. 1 eller 2 samt 5, eller efter forskrifter fastsat i henhold til § 12, stk. 6. CVR-nummer kan dog kun tildeles efter § 5, stk. 3 og 4.

Stk. 2. Offentlige myndigheder og institutioner kan i øvrigt afgive grunddata om juridiske enheder og produktionsenheder til brug for vedligeholdelse af Det Centrale Virksomhedsregister. Indføring og ændring af grunddata kan dog kun ske i overensstemmelse med § 12, stk. 1-5, samt de forskrifter, som fastsættes i henhold til § 12, stk. 6, og § 13, stk. 1. Endvidere kan CVR-nummer kun tildeles efter § 5.

Stk. 3. Økonomiministeren kan efter forhandling med forskningsministeren fastsætte regler om, at teleselskaber til registret skal afgive oplysninger om, hvilke offentligt tilgængelige numre for telekommunikation de enkelte registreringsenheder har fået tildelt.

Kilde: Retsinformation.dk