Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 6
§ 6. Et dødsbo er fritaget for at betale indkomstskat af den i §§ 4 og 5 omhandlede indkomst, herunder skat af aktieindkomst som omhandlet i personskattelovens § 4 a og skat af CFC-indkomst som omhandlet i personskattelovens § 4 b, hvis boets aktiver og dets nettoformue efter handelsværdien på skæringsdagen i boopgørelsen, dog ikke en tillægsopgørelse, ikke overstiger et grundbeløb på henholdsvis 1.010.100 kr. og 777.000 kr. Indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 tilbagebetales dog ikke til boet.
Stk. 2. Et dødsbo, der behandles ved bobestyrer, skal uanset stk. 1 altid beskattes, hvis skifteretten i medfør af § 66, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer har bestemt, at skæringsdagen for boopgørelsen udskydes.
Stk. 3. Et dødsbo, der er fritaget for beskatning efter stk. 1, skal dog beskattes, hvis skifteretten i medfør af § 31, stk. 2, eller § 66, stk. 3, i lov om skifte af dødsboer har tilladt, at opgørelse vedrørende nærmere afgrænsede dele af boet foretages efter boets afslutning, og hvis summen af boets aktiver og dets nettoformue i henholdsvis boopgørelsen og tillægsopgørelsen overstiger de i stk. 1 nævnte grænser for det indkomstår, hvori skæringsdagen i boopgørelsen ligger. Eventuel beskatning af mellemperioden efter §§ 13-17 ophæves efter § 18.
Stk. 4. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, anvendes beløbsgrænserne i stk. 1 på summen af henholdsvis aktiver og nettoformue i de to boer.
Stk. 5. Beløbene i stk. 1, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.
Kilde: Retsinformation.dk