Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 58
§ 58. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, som afdøde ikke var separeret fra ved dødsfaldet, og når
-
- ægtefællernes hidtidige fællesbo og skilsmissesæreje udleveres til den efterlevende ægtefælle til uskiftet bo,
-
- dødsboet efter førstafdøde udleveres til den efterlevende ægtefælle i medfør af § 22 i lov om skifte af dødsboer,
-
- dødsboet efter førstafdøde udleveres til den efterlevende ægtefælle i medfør af § 34 i lov om skifte af dødsboer eller
-
- den efterlevende ægtefælle i øvrigt er eneste legale arving efter førstafdøde.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel finder endvidere anvendelse, når et påbegyndt egentligt skifte omfattet af denne lovs afsnit II afsluttes ved, at boet efter førstafdøde overtages af den efterlevende ægtefælle til uskiftet bo, eller ved, at den efterlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 7 a eller § 7 b. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis der før en overtagelse til uskiftet bo er skiftet med en eller flere livsarvinger efter førstafdøde. Er der sket beskatning af afdødes indkomst i mellemperioden efter §§ 13-16, ophæves sådan beskatning. Eventuelle af boet indbetalte beløb efter § 15, stk. 2, godskrives den efterlevende ægtefælle. Eventuelle til boet udbetalte beløb efter § 15, stk. 3, opkræves sammen med den efterlevende ægtefælles indkomstskatter for det indkomstår, hvor overtagelsen af boet er sket, og behandles som en del af disse med hensyn til hæftelse og inddrivelse.
Stk. 3. Når afdøde efterlader sig såvel fælleseje, herunder skilsmissesæreje, som fuldstændigt særeje, anses ægtefællernes hidtidige fælleseje og skilsmissesæreje for et bo (fællesboet) og afdødes hidtidige fuldstændige særeje for et bo (særboet). Hvis såvel fællesboet som særboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., gælder dog reglerne i dette kapitel, idet afdøde i så fald kun anses for at efterlade sig et bo. Hvis et af boerne overtages af den efterlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., mens det andet sluttes ved boudlæg i medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer, gælder reglerne i dette kapitel, jf. dog § 80. Hvis fællesboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., mens særboet skiftes, gælder reglerne i dette kapitel med de ændringer, der følger af §§ 67-70.
Stk. 4. I det omfang udlevering efter stk. 1 omfatter aktiver og passiver, der hidrører fra førstafdødes fuldstændige særeje, anses disse ved anvendelsen af reglerne i denne lov som hidrørende fra førstafdødes andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje.
Den efterlevende ægtefælles indtræden i afdødes skattemæssige stilling
Kilde: Retsinformation.dk