← Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven)

§ Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) · kapitel 5 af 22

Kapitel 5 – *Dødsboer, der ikke er fritaget for beskatning*

LOV nr 1221 af 27/12/1996

§ 19. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse, når afdødes bo ikke er fritaget for beskatning efter § 6.

Stk. 2. Afdødes og dødsboets skattepligtige indkomst opgøres under et for perioden fra udløbet af afdødes sidste indkomstår forud for dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen (bobeskatningsperioden). Indkomst som nævnt i 1. pkt. benævnes bobeskatningsindkomst.

Dødsboets indtræden i afdødes eller den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling

§ 20. Dødsboet indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til aktiver og passiver, der tilhørte afdøde, og som er inddraget under skiftet. Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten anses boets aktiver og passiver for erhvervet af boet på de tidspunkter, til de beløb og under de omstændigheder, hvorved de i sin tid er erhvervet af afdøde. Er der i afdødes ejertid sket skattemæssigt relevante ændringer i et aktivs eller passivs status, overtages aktivet eller passivet af boet med hensyntagen til sådanne ændringer.

Stk. 2. I det omfang gevinst og tab ved udlodning af aktiver, der tilhører den efterlevende ægtefælle, skal anses som boets indkomst, jf. § 4, stk. 2, indtræder dødsboet i den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Underskud, som afdøde kunne have fremført til fradrag i sin skattepligtige indkomst i dødsåret, kan fradrages i bobeskatningsindkomsten.

Indkomstopgørelsen i bobeskatningsperioden

§ 21. Bobeskatningsindkomsten opgøres efter skattelovgivningens regler for personer, medmindre andet følger af reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Aktieindkomsten og CFC-indkomsten i bobeskatningsperioden opgøres efter skattelovgivningens regler for personer, medmindre andet følger af reglerne i dette kapitel. Bobeskatningsperiodens CFC-indkomst er skattepligtig, men medregnes ikke ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, jf. § 33.

Stk. 3. Opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten foretages efter de regler, der gælder for dødsåret.

Bobeskatningsindkomsten

§ 22. Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten gælder følgende:

    1. Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I og II, kan ikke anvendes.
    1. Indskud på etableringskonto, jf. lov om indskud på etableringskonto, kan ikke foretages efter dødsfaldet.
    1. Henlæggelse til investeringsfond, jf. lov om investeringsfonds, kan ikke foretages.
    1. Renter, der forfalder i bobeskatningsperioden, samt beregnede renter fra sidste forfaldsdag til og med skæringsdagen i boopgørelsen medregnes. Renteudgifter, der på grund af afdødes forhold var omfattet af ligningslovens § 5, stk. 7, 1. pkt., skal dog alene fradrages, i det omfang de er betalt af afdøde i dødsåret, eller betales af boet.
    1. Der gives ikke procentnedslag som nævnt i ligningslovens § 7 O, stk. 3, og § 7 P.
    1. Hvis afdødes efterlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, kan der fradrages et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis den efterlevende ægtefælle i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af afdøde. Ved anvendelsen af 1. og 2. pkt. er det en betingelse, at den efterlevende ægtefælle beskattes efter § 44, stk. 1.
    1. Hvis afdøde i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes efterlevende ægtefælle, kan den efterlevende ægtefælle bestemme, at der skal medregnes et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Tilsvarende gælder, hvis afdøde i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af den efterlevende ægtefælle.
    1. Vederlag, som afdøde har modtaget ved afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde, og som i henhold til ligningslovens § 27 E, stk. 2, ikke var medregnet til afdødes skattepligtige indkomst ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret, medregnes.
    1. Uanset bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk. 2, 2. pkt., kan fradrag for udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer i sådanne bygninger, der henregnes til dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen, foretages efter bestemmelserne i afskrivningslovens § 21, stk. 2-4 (straksfradrag).

Stk. 2. Indskud på afdødes etableringskonto kan ikke hæves i forbindelse med dødsboets etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed som omhandlet i lov om indskud på etableringskonto.

Stk. 3. Afdødes investeringsfondshenlæggelser kan ikke hæves til forlods afskrivning på dødsboets anskaffelser.

Stk. 4. Forskudsafskrivninger, jf. afskrivningslovens afsnit IV A, kan ikke foretages vedrørende dødsboets kontraherede eller planlagte anskaffelser.

Stk. 5. Indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48 E, er skattepligtig, men medregnes ikke ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten.

Stk. 6. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), omregnes indkomsten i bobeskatningsperioden. Omregningen sker efter forholdet mellem perioden fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket, til og med skæringsdagen i boopgørelsen, og hele bobeskatningsperioden. Ved omregningen ses bort fra indtægter og udgifter, der ikke hører til den normale løbende indkomst. Disse indtægter og udgifter tillægges og fradrages den omregnede indkomst. Herved fremkommer bobeskatningsindkomsten.

Skattemæssige afskrivninger

§ 23. Der kan foretages skattemæssige afskrivninger efter stk. 2-4 på aktiver, der henregnes til dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen, i det omfang aktiverne udloddes med succession efter § 36, stk. 1. Der kan endvidere foretages skattemæssige afskrivninger efter stk. 2 og 3 på afskrivningsberettigede bygninger og installationer, der henregnes til dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen, hvis udlodning uden succession ikke medfører beskatning af genvundne afskrivninger.

Stk. 2. Hvis bobeskatningsperioden er kortere end et år, opgøres skattemæssige afskrivninger som helårlige afskrivninger, der omregnes forholdsmæssigt. 1. pkt. gælder dog ikke aktiver, der afskrives i forhold til den del af perioden, hvori aktivet har været ejet (pro anno-afskrivninger).

Stk. 3. Hvis bobeskatningsperioden er længere end et år, opgøres andre afskrivninger end de i afskrivningslovens afsnit I-III nævnte som helårlige afskrivninger, der omregnes i forhold til den del af bobeskatningsperioden, hvori aktivet har været i afdødes eller boets eje. Uanset 1. pkt. kan der dog foretages skattemæssige afskrivninger svarende til et helt års afskrivninger, hvis de pågældende aktiver ikke efter almindelige regler afskrives ved anvendelse af pro anno-afskrivninger.

Stk. 4. Hvis bobeskatningsperioden er længere end et år, foretages afskrivninger på driftsmidler og skibe efter reglerne i afskrivningslovens afsnit I-III uden omregning.

Virksomhedsordningen

§ 24. Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten medregnes afdødes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat og med fradrag af et grundbeløb på 83.300 kr. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat. Fradraget foretages først i overskud opsparet i indkomstårene 1987-90, dernæst i overskud opsparet i indkomståret 1991 og sidst i overskud opsparet i indkomståret 1992 og senere indkomstår.

Stk. 2. Anvendte en efterlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 25, stk. 1.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter en af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. § 10, stk. 3, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, i det omfang indestående på konto for opsparet overskud overtages efter § 39, stk. 2. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, i det omfang en efterlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konto for opsparet overskud i medfør af § 45, stk. 2.

Stk. 5. Grundbeløbet i stk. 1, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Kapitalafkastordningen

§ 25. Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten medregnes afdødes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarede konjunkturudligningsskat og med fradrag af et grundbeløb på 83.300 kr. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat.

Stk. 2. Anvendte en efterlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 24, stk. 1.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter en af flere virksomheder. § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, i det omfang indestående på konjunkturudligningskontoen overtages efter § 39, stk. 3. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, i det omfang en efterlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konjunkturudligningskontoen i medfør af § 45, stk. 4.

Stk. 5. Grundbeløbet i stk. 1, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Andre regler

§ 26. Renter, som en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar har tilsvaret et dødsbo som følge af en acontoudlodning, er ikke skattepligtige.

Stk. 2. Beløb, som et dødsbo udbetaler som renter eller udbytte af boslod, arvelod eller legat, kan ikke fradrages i bobeskatningsindkomsten, men behandles skattemæssigt som henholdsvis boslod, arvelod eller legat.

Stk. 3. Hvis den efterlevende ægtefælle, en arving eller en legatar udfører arbejde for dødsboet, kan der ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten fradrages et beløb, der svarer til den betaling, der skulle være ydet andre for udførelsen af et arbejde af samme art og omfang. Dette gælder, uanset hvilket vederlag boet har betalt den pågældende.

Dødsboets salg og andre afståelser

§ 27. Dødsboets salg og andre afståelser behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. dog stk. 2 og 3. For udlodning gælder §§ 28 og 29.

Stk. 2. Gevinst ved et dødsbos afståelse af en ejerlejlighed medregnes ikke ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten efter lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder m.v.

Stk. 3. Gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9, stk. 4, skal ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter disse bestemmelser. I gevinst ved et dødsbos afståelse af en ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1, gives der et fradrag efter ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1-3, hvis der ved afståelse før dødsfaldet skulle være givet et sådant fradrag.

Stk. 4. Ved opgørelsen af gevinst eller tab ved boets afståelse af en ejendom, der er anskaffet af afdøde eller, når dødsboet er indtrådt i en efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling efter § 20, stk. 2, ægtefællen som led i den pågældendes næringsvej, kan boet fradrage frigørelsesafgift, som er pålagt i afdødes eller ægtefællens besiddelsestid. Dette gælder dog ikke, hvis frigørelsesafgiften er tilbagebetalt eller bortfaldet efter frigørelsesafgiftslovens § 8 A.

Stk. 5. Ved opgørelsen af et dødsbos gevinst eller tab ved afståelse af aktier m.v., der tidligere er blevet beskattet efter aktieavancebeskatningslovens § 13 a, finder aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. I tilfælde, hvor gevinst eller tab ved udlodning omfattes af stk. 1, anses de beløb, hvortil aktiverne er opført i boopgørelsen, som afståelsessum, jf. dog boafgiftslovens § 12.

Udlodning

§ 28. Gevinst ved udlodning med succession efter § 36, stk. 1, medregnes ikke ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten.

Stk. 2. Tab ved udlodning behandles skattemæssigt som tab konstateret ved dødsboets salg, jf. § 27. Ved opgørelsen af, hvorvidt en udlodning er sket med gevinst eller tab, anses de beløb, hvortil aktiverne er opført i boopgørelsen, som afståelsessum, jf. dog boafgiftslovens § 12.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan dødsboet vælge helt eller delvis at lade sig beskatte som ved salg, jf. § 27. Dette gælder tillige, i det omfang gevinst ved afståelse af aktiver, der tilhører en efterlevende ægtefælle, skal anses som boets indkomst, jf. § 4, stk. 2.

§ 29. Gevinst ved udlodning af en ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, jf. § 27, stk. 1, idet § 27, stk. 3, dog finder anvendelse. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis ejendommen helt eller delvis blev anvendt i afdødes eller en efterlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervsvirksomhed.

Stk. 2. Gevinst ved udlodning af børsnoterede aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 eller § 4 medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, i det omfang gevinsten vedrører den del af udlodningen til den enkelte modtager, der ikke overstiger en kursværdi på 83.300 kr. Indgår der i en udlodning aktier med anskaffelsessummer, der vedrører forskellige tidspunkter, anses de aktier, der har ældst anskaffelsessum, for fortrinsvis at indgå i den del af udlodningen, der beskattes efter 1. pkt.

Stk. 3. Beløbsgrænsen i stk. 2, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Dødsboskat

§ 30. Af bobeskatningsindkomsten betales dødsboskat med 50 pct.

Stk. 2. I dødsboskatten gives et bofradrag med et grundbeløb på 3.500 kr. for hver påbegyndt måned efter den måned, hvori dødsfaldet er sket, til og med den måned, hvori skæringsdagen i boopgørelsen, dog ikke en tillægsopgørelse, ligger. Der gives dog højst bofradrag i 12 måneder.

Stk. 3. I dødsboskatten gives endvidere for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori dødsfaldet er sket, et fradrag med et grundbeløb på 1.000 kr.

Stk. 4. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles fradragene efter stk. 2 og 3 mellem de to boer efter forholdet mellem bobeskatningsindkomsten i de to boer.

Stk. 5. I de i §§ 24 og 25 nævnte tilfælde fradrages i dødsboskatten den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat.

Stk. 6. Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, kan, i det omfang den ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i dødsboskatten.

Stk. 7. Foreløbige indkomstskattebeløb vedrørende indtjeningen i dødsåret, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er indtjent før dødsfaldet, jf. dog § 32, godskrives dødsboet. Skat vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48 E, bliver dog endelig ved dødsfaldet.

Stk. 8. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår), godskrives dødsboet tillige de i stk. 8 nævnte foreløbige indkomstskattebeløb vedrørende indtjeningen efter dødsåret.

Stk. 9. Grundbeløbene i stk. 2 og 3, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Underskud

§ 31. Hvis bobeskatningsindkomsten udviser et underskud, udbetales et beløb svarende til 30 pct. af det resterende beløb til dødsboet. Beløbet kan dog ikke overstige summen af de skatter, afdøde har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet, samt de skatter, en efterlevende ægtefælle har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet, i dødsåret og i indkomstår, der fuldt ud omfattes af boperioden. Skat af indkomst, som er valgt beskattet efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48 E, indgår ikke ved opgørelsen af betalte skatter efter 2. pkt. 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse, hvis dødsboets skattefritagelse er bortfaldet i medfør af § 6, stk. 2.

Aktieindkomst

§ 32. Hvis bobeskatningsperiodens aktieindkomst ikke overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, nævnte beløbsgrænse, indgår aktieindkomsten ikke i bobeskatningsindkomsten, men beskattes endeligt efter reglerne i personskattelovens § 8 a, stk. 1.

Stk. 2. Hvis bobeskatningsperiodens aktieindkomst overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, nævnte beløbsgrænse, indgår aktieindkomsten i bobeskatningsindkomsten med 75 pct. af det overskydende beløb. Den udbytteskat, der er indeholdt i denne del af udbyttet i medfør af kildeskattelovens § 65, modregnes i dødsboskatten efter reglerne i kildeskattelovens § 67.

Stk. 3. Hvis den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1, nævnte procent af den samlede aktieindkomst i bobeskatningsperioden, modregnes det overskydende beløb i dødsboskatten efter reglerne i kildeskattelovens § 67. Er aktieindkomsten negativ, modregnes hele den indeholdte udbytteskat i dødsboskatten efter reglerne i kildeskattelovens § 67.

Stk. 4. Hvis bobeskatningsperiodens aktieindkomst er negativ, fradrages 50 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i personskattelovens § 8 a, stk. 1, og 75 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen, i bobeskatningsindkomsten.

CFC-indkomst

§ 33. Bobeskatningsperiodens CFC-indkomst beskattes særskilt med 34 pct. § 92, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.