Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) § 30

§ 30. Af bobeskatningsindkomsten betales dødsboskat med 50 pct.

Stk. 2. I dødsboskatten gives et bofradrag med et grundbeløb på 3.500 kr. for hver påbegyndt måned efter den måned, hvori dødsfaldet er sket, til og med den måned, hvori skæringsdagen i boopgørelsen, dog ikke en tillægsopgørelse, ligger. Der gives dog højst bofradrag i 12 måneder.

Stk. 3. I dødsboskatten gives endvidere for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori dødsfaldet er sket, et fradrag med et grundbeløb på 1.000 kr.

Stk. 4. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles fradragene efter stk. 2 og 3 mellem de to boer efter forholdet mellem bobeskatningsindkomsten i de to boer.

Stk. 5. I de i §§ 24 og 25 nævnte tilfælde fradrages i dødsboskatten den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat.

Stk. 6. Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, kan, i det omfang den ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i dødsboskatten.

Stk. 7. Foreløbige indkomstskattebeløb vedrørende indtjeningen i dødsåret, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som er indtjent før dødsfaldet, jf. dog § 32, godskrives dødsboet. Skat vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48 E, bliver dog endelig ved dødsfaldet.

Stk. 8. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår), godskrives dødsboet tillige de i stk. 8 nævnte foreløbige indkomstskattebeløb vedrørende indtjeningen efter dødsåret.

Stk. 9. Grundbeløbene i stk. 2 og 3, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter personskattelovens § 20.

Underskud

Kilde: Retsinformation.dk