← Lov om statens uddannelsesstøtte

§ Lov om statens uddannelsesstøtte · kapitel 3 af 12

Kapitel 3 – *Støtteformer og støttebeløb*

LOV nr 448 af 14/06/1995

§ 6. Uddannelsesstøtte gives uden for og inden for et begrænset støttesystem (klippekortet).

§ 7. Uddannelsesstøtte gives som:

    1. Stipendium.
    1. Studielån.
    1. Slutlån til afslutning af en uddannelse, der gives støtte til inden for klippekortet.

Stk. 2. Sammen med stipendium og studielån kan gives et supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning. Undervisningsministeren kan bestemme, at godkendelsen af, at en uddannelse giver ret til uddannelsesstøtte, ikke omfatter dette supplerende stipendium.

Stk. 3. Uddannelsesstøtte gives med et beløb pr. kalendermåned (støttemåned) i et kalenderår (støtteåret). Inden for klippekortet gives stipendium og studielån med klip og slutlån med slutlånsrater.

§ 8. Det månedlige stipendium udgør, medmindre det udbetales med dobbelt sats, højst:

    1. Hjemmeboendesats: 1.745 kr.
    1. Udeboendesats: 3.458 kr.

Stk. 2. Det månedlige stipendium uden for klippekortet for uddannelsessøgende på 18 og 19 år udgør, medmindre det udbetales med dobbelte beløb, højst:

    1. Grundstipendium med hjemmeboendesats: 1.108 kr. med eventuelt tillæg afhængigt af forældrenes indkomstgrundlag efter § 25, stk. 2.
    1. Grundstipendium med udeboendesats: 2.215 kr. med eventuelt tillæg afhængigt af forældrenes indkomstgrundlag efter § 25, stk. 2.

Stk. 3. En uddannelsessøgende får stipendium med udeboendesats, når den uddannelsessøgende dokumenterer at være udeboende og får stipendium

    1. inden for klippekortet eller
    1. uden for klippekortet og stipendiet vedrører en periode efter den måned, hvor den uddannelsessøgende fylder 20 år.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om,

    1. hvornår en uddannelsessøgende betragtes som hjemmeboende og som udeboende, og
    1. at aldersbetingelsen i stk. 3, nr. 2, kan fraviges, når den uddannelsessøgende ansøger herom. Ved ansøgningen om stipendium med udeboendesats skal den uddannelsessøgende oplyse forældrenes navn, adresse og personnumre.

§ 9. Det månedlige studielån udgør, medmindre det udbetales med dobbelt sats, højst 1.797 kr., jf. dog § 25, stk. 6.

§ 10. Det månedlige slutlån udgør 4.634 kr.

§ 11. Det månedlige supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning udgør højst 85 pct. af 1/12 af den faktiske betaling for undervisningen beregnet på årsbasis, dog højst 1.370 kr. pr. støttemåned.

§ 12. Uddannelsesstøtte kan tidligst gives fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgning om støtte er modtaget i uddannelsesinstitutionen eller i styrelsen. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder om ansøgningsfrister.

Stk. 2. Uddannelsesstøtten udbetales forud i månedlige rater til støttemodtagerens konto i et pengeinstitut i Danmark. Første rate af studielån og slutlån udbetales dog tidligst, når det underskrevne lånebevis er modtaget i styrelsen.

Stk. 3. De beløb, der er nævnt i §§ 8-11, reguleres en gang årligt den 1. januar. Beløbene reguleres med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Tilpasningsprocenten tillægges eller fratrækkes afhængig af, om den til grund liggende lønudvikling for beregning af tilpasningsprocenten er højere eller lavere end 2 pct. Ved reguleringen er det de aktuelle indtil da gældende beløb, der reguleres. De regulerede beløb afrundes til nærmeste kronebeløb.