Lov om afgift af svovl § 33

§ 33. For varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5-7, med et afgiftspligtigt svovlindhold, der anvendes af registrerede virksomheder til formål nævnt i proceslisten til lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter. (Ændring af reglerne for tilbagebetaling), og hvor virksomheden har indgået aftale efter lov om ændring af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. (Aftaler om energieffektivisering m.v.), og hvis ovn- eller kedelanlæg er bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden fra 1. januar 1976 til 1. april 1995, ydes der et særligt bundfradrag, der svarer til forskellen mellem bundfradraget for det pågældende brændsel i 1996 og det for det aktuelle år gældende almindelige bundfradrag for det pågældende brændsel efter § 32, stk. 1. For år 2000 og frem udgør det for det pågældende år gældende almindelige bundfradrag 0.

Stk. 2. Fradraget i afgiften gælder indtil udgangen af år 2005, hvis ovn- eller kedelanlægget er bygget eller renoveret før den 1. januar 1986. Hvis ovn- eller kedelanlægget er bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. mellem 1. januar 1986 og 1. april 1995, udløber fradraget i stk. 1 i det 20. år efter bygningen eller renoveringen.

Stk. 3. For virksomheder, der opgør afgiften efter § 6, stk. 1 og 2, skal det særlige bundfradrag opgøres for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg og fratrækkes den afgiftspligtige svovlmængde efter almindeligt bundfradrag efter godtgørelse og efter fordeling af uudnyttet godtgørelse. Hvis det særlige bundfradrag i en afgiftsperiode for hvert enkelt brændsel for hvert enkelt ovn- eller kedelanlæg overstiger den afgiftspligtige svovlmængde efter almindeligt bundfradrag, efter godtgørelse og efter fordeling af uudnyttet godtgørelse kan der ske overførsel af det uudnyttede bundfradrag til andre brændsler omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5-7, der benyttes samtidig i samme ovn- eller kedelanlæg. Det særlige bundfradrag kan dog ikke overføres til andre brændsler eller andre afgiftsperioder.

Stk. 4. For virksomheder, der opgør afgiften efter § 6, stk. 3, skal det særlige bundfradrag henregnes til hvert brændsel for hvert ovn- eller kedelanlæg og fratrækkes den afgiftspligtige svovlmængde efter almindeligt bundfradrag og efter fordeling af uudnyttet almindeligt bundfradrag. Hvis det særlige bundfradrag overstiger den afgiftspligtige svovlmængde efter almindeligt bundfradrag og efter fordeling af uudnyttet almindeligt bundfradrag, kan der ske overførsel af det uudnyttede særlige bundfradrag til samme brændsel i andre ovn- eller kedelanlæg på samme geografiske sted, der opfylder betingelserne for at kunne få særligt bundfradrag. Det særlige bundfradrag kan dog ikke overføres til andre brændsler, ovn- eller kedelanlæg eller afgiftsperioder.

Stk. 5. Hvis anvendelsen af brændsler omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5-7, samtidig sker til andre formål end dem, som er nævnt i proceslisten i lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter. (Ændring af reglerne for tilbagebetaling), ses bort herfra i beregningen af det særlige bundfradrag, hvis disse andre formål udgør under 20 pct. af de fremstillede energimængder.

Kilde: Retsinformation.dk