Lov om afgift af bekæmpelsesmidler § 42

§ 42. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Skatteministeren kan herved bestemme, at bestemmelserne i § 3, stk. 1, og § 9, stk. 1, skal træde i kraft forud for lovens øvrige bestemmelser.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på varer, der fra og med lovens ikrafttræden udleveres fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning, modtages eller medbringes fra udlandet.

Stk. 3. Virksomheder, der registreres fra lovens ikrafttræden, skal opgøre lagerbeholdningen af afgiftspligtige varer ved lovens ikrafttræden. Virksomhederne skal indsende opgørelsen over lagerbeholdningen af afgiftspligtige varer til de statslige told- og skattemyndigheder senest 15 dage efter lovens ikrafttræden. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regler for opgørelsen.

Stk. 4. Virksomheder, der med henblik på videresalg ved lovens ikrafttræden har en lagerbeholdning, hvis samlede indkøbspris udgør 1.000 kr. eksklusive moms eller derover, skal senest 15 dage efter lovens ikrafttræden til de statslige told- og skattemyndigheder fremsende en opgørelse over deres samlede lagerbeholdning ved lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Andre virksomheder, der ved lovens ikrafttræden har en lagerbeholdning, hvis samlede indkøbspris udgør 1.000 kr. eksklusive moms eller derover, og som er indkøbt efter lovforslagets fremsættelse, skal senest 15 dage efter lovens ikrafttræden til de statslige told- og skattemyndigheder fremsende en opgørelse over deres samlede lagerbeholdning ved lovens ikrafttræden.

Stk. 6. Virksomheder, der er omfattet af stk. 3-5, skal give de statslige told- og skattemyndigheder adgang til at kontrollere de indsendte opgørelser ved eftersyn af lagre, forretningsbøger m.v. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder al fornøden vejledning og hjælp.

Stk. 7. Virksomheder, der er omfattet af stk. 4 og 5, skal senest 15 dage efter indsendelsen af lageropgørelsen indbetale afgift af lagerbeholdningen af afgiftspligtige varer til de statslige told- og skattemyndigheder, bortset fra varer, hvor afgiften er uændret. Betales afgiften ikke rettidigt, finder § 19, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk