§ Lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v. (* 1) · kapitel 2 af 7
Kapitel 2 – *Dykkerarbejde*
LOV nr 307 af 17/05/1995
§ 3. Dykkerarbejde må kun udføres af personer med bevis som erhvervsdykker.
Stk. 2. Ved dykkerarbejde forstås i denne lov en arbejdsopgave, der udføres under vand, til hvis udførelse der kræves anvendelse af åndedrætsudstyr, og som normalt udføres mod vederlag. Udførelse af særlige dykkeropgaver såsom redningsopgaver eller lignende, herunder opgaver, som løses af kommunale redningsberedskaber, betragtes som dykkerarbejde, uanset om arbejdet udføres uden vederlag.
Stk. 3. Dykkerarbejde omfatter ikke opgaver, der udføres i forbindelse med rekreativ dykning.
Stk. 4. Den, der benytter personer til dykkerarbejde eller rekvirerer dykkerarbejde i øvrigt, skal sikre sig, at de pågældende personer er i besiddelse af de til arbejdet krævede beviser.
Stk. 5. Uanset stk. 1 og 4 kan der fra danske skibe i udlandet anvendes udenlandske dykkere uden erhvervsdykkerbevis, når de pågældende ikke tilhører skibets besætning.
Erhvervsdykkeruddannelse
§ 4. Uddannelse som erhvervsdykker afholdes på en af Søfartsstyrelsen godkendt dykkerskole.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om adgangsbetingelser, undervisningens indhold og omfang samt andre forhold vedrørende undervisningen.
§ 5. Erhvervsministeren nedsætter en eksamenskommission, der afholder eksaminerne, herunder dykkerprøver, og udsteder eksamensbeviser. Eksamensbeviser udstedes uden betaling.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter eksamenskommissionens forretningsorden.
Erhvervsdykkerbevis
§ 6. For at erhverve et bevis som erhvervsdykker skal ansøgeren dokumentere at have bestået den i § 4 omhandlede uddannelse og at have en tilfredsstillende helbredstilstand. Beviset udstedes af Søfartsstyrelsen uden betaling. Erhvervsministeren fastsætter regler om de helbredsmæssige krav, som erhvervsdykkeren skal opfylde, om lægeundersøgelser og attestation i forbindelse med undersøgelserne.
Stk. 2. Det er tillige en betingelse for erhvervelse af erhvervsdykkerbevis, at dykkeraspiranten ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.
§ 7. Dykkeren skal til stadighed have en tilfredsstillende helbredstilstand. Såfremt der for Søfartsstyrelsen foreligger oplysninger, der kan rejse tvivl om, hvorvidt den pågældende har en tilfredsstillende helbredstilstand, kan styrelsen kræve, at den pågældende underkaster sig en ny lægeundersøgelse. Dette gælder, uanset om den pågældende dokumenterer at have gennemgået en lægeundersøgelse efter reglerne fastsat i medfør af § 6.
Stk. 2. En undersøgelse begæret af Søfartsstyrelsen sker uden betaling for dykkeren.
§ 8. Opfylder dykkeren ikke de fastsatte helbredskrav, mister erhvervsdykkerbeviset sin gyldighed og kan inddrages af Søfartsstyrelsen. Det samme gælder, hvis en dykker nægter at gennemgå lægeundersøgelser efter § 7.
Stk. 2. Et erhvervsdykkerbevis kan endvidere inddrages af Søfartsstyrelsen, såfremt dykkeren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.
Stk. 3. Beviset kan inddrages for et bestemt tidsrum indtil 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. § 9, stk. 1.
§ 9. Inddragelse af et erhvervsdykkerbevis kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Søfartsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Når inddragelse af et erhvervsdykkerbevis forlanges indbragt for domstolene, anlægger Søfartsstyrelsen sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Anmodning om indbringelse for domstolene af en afgørelse efter § 8, stk. 1, har opsættende virkning. Søfartsstyrelsen kan dog bestemme, at en anmodning ikke har opsættende virkning. Denne afgørelse kan ved kendelse ophæves af retten inden afgørelse af spørgsmålet om inddragelsens lovlighed.
Stk. 4. Anmodning om indbringelse af en afgørelse efter § 8, stk. 2, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve dykkervirksomhed. Ankes en dom, hvorved inddragelsen ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at dykkervirksomhed ikke må udøves under ankesagens behandling.
Stk. 5. En inddragelse af et erhvervsdykkerbevis på grund af gæld til det offentlige kan efter ansøgning ophæves af den myndighed, som har truffet afgørelsen. Bliver ansøgningen herom afslået, kan sagen efter bestemmelsen i stk. 1 indbringes for domstolene.
§ 10. Et dykkerbevis, der er inddraget, skal afleveres til Søfartsstyrelsen.
Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan til enhver tid tilbagegive et dykkerbevis, der er inddraget efter § 8, stk. 1, når de omstændigheder, der har begrundet inddragelsen, ikke længere findes at være til stede.
Stk. 3. Afslås en ansøgning om tilbagegivelse, kan ansøgeren forlange spørgsmålet indbragt for domstolene. Såfremt sagen tidligere har været indbragt for domstolene, kan indbringelse dog kun ske, såfremt der er forløbet mindst et år efter, at inddragelsen senest er stadfæstet ved dom. § 8, stk. 3, 2. pkt., og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. Personer med udenlandske erhvervsdykkerbeviser, der opfylder betingelserne i De Europæiske Fællesskabers direktiver om indførelse af generelle ordninger for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende uddannelser, jf. lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De Europæiske Fællesskaber og de nordiske lande, har ret til at udføre dykkerarbejde, uanset de ikke er i besiddelse af et dansk erhvervsdykkerbevis.
Stk. 2. Ansøgning om adgang til erhvervsudøvelse indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stk. 3. Søfartsstyrelsen træffer afgørelsen om, hvorvidt betingelser for erhvervsudøvelse her i landet er opfyldt, og underretter ansøgeren herom.
Almindelige pligter
§ 12. Den, der leder et dykkerarbejde, skal ved instruktion og tilsyn af dykkere og medhjælpere sikre, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Stk. 2. Dykkere og medhjælpere skal følge de forskrifter, der gives for dykkerarbejdet, samt medvirke til, at de foranstaltninger, der er truffet for at sikre mod ulykker og skadelige påvirkninger, virker efter deres hensigt.
Arbejdets udførelse
§ 13. Erhvervsministeren fastsætter regler om dykkerarbejdes sikre udførelse, herunder om arbejdsgiverens pligter, om organisation af dykkerarbejde og om dykkerjournaler.