Lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v. (* 1) § 9

§ 9. Inddragelse af et erhvervsdykkerbevis kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Søfartsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Når inddragelse af et erhvervsdykkerbevis forlanges indbragt for domstolene, anlægger Søfartsstyrelsen sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3. Anmodning om indbringelse for domstolene af en afgørelse efter § 8, stk. 1, har opsættende virkning. Søfartsstyrelsen kan dog bestemme, at en anmodning ikke har opsættende virkning. Denne afgørelse kan ved kendelse ophæves af retten inden afgørelse af spørgsmålet om inddragelsens lovlighed.

Stk. 4. Anmodning om indbringelse af en afgørelse efter § 8, stk. 2, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve dykkervirksomhed. Ankes en dom, hvorved inddragelsen ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at dykkervirksomhed ikke må udøves under ankesagens behandling.

Stk. 5. En inddragelse af et erhvervsdykkerbevis på grund af gæld til det offentlige kan efter ansøgning ophæves af den myndighed, som har truffet afgørelsen. Bliver ansøgningen herom afslået, kan sagen efter bestemmelsen i stk. 1 indbringes for domstolene.

Kilde: Retsinformation.dk