§ Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner · kapitel 5 af 7
Kapitel 5 – *Definitioner m.v.*
LOV nr 423 af 01/06/1994
§ 24. I denne lov forstås ved:
Beskatningsgrundlag for en kommune:
Summen af provenuet af kommunens indkomstskat og særlige indkomstskat divideret med udskrivningsprocenten tillagt en af indenrigsministeren fastsat andel af de afgiftspligtige grundværdier. Ved afregning af beløb efter kildeskattelovens § 64 c korrigeres summen af provenuet af kommunens indkomstskat med det afregnede beløb.
Beskatningsgrundlag for en amtskommune:
Summen af provenuet af amtskommunens indkomstskat og grundskyld divideret med udskrivningsprocenten. For Københavns og Frederiksberg Kommuner fastsættes det amtskommunale grundskyldprovenu som det samlede grundskyldprovenu ganget med forholdet mellem den for amtskommunerne gældende grundskyldpromille og den af henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommune fastsatte promille. Amtskommunernes grundskyld korrigeres for den andel af grundskyldprovenuet, der indbetales til statskassen. Ved afregning af beløb efter kildeskattelovens § 64 c korrigeres summen af provenuet af amtskommunens indkomstskat med det afregnede beløb.
Faktisk beskatningsniveau:
Summen af provenuet af kommunens eller amtskommunens indkomstskat og grundskyld og, for kommunernes vedkommende, særlig indkomstskat divideret med beskatningsgrundlaget.
Beregningsåret:
Det regnskabsår, der ligger forud for det år, tilskuddet vedrører (tilskudsåret).
Hovedstadsområdet:
Det område, der omfattes af Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner.
§ 25. Tilskud og tilsvar efter §§ 2, 5, 12, 14, 18, 20 og 21 samt statstilskud efter §§ 10 og 17 beregnes på grundlag af de enkelte kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag, faktiske beskatningsniveauer, udskrivningsprocenter og nettodrifts- og anlægsudgifter i beregningsåret.
Stk. 2. Ved opgørelsen af nettodrifts- og anlægsudgifterne til brug ved tilskuds- og tilsvarsberegningen tillægges eller fradrages kommunernes og amtskommunernes skønnede merudgifter henholdsvis mindreudgifter som følge af ændringer i udgifts- og opgavefordelingen og ændringer i den bindende statslige regulering af kommunernes og amtskommunernes virksomhed som nævnt i § 10, stk. 2, og § 17, stk. 2, opgjort i beregningsårets prisniveau.
Stk. 3. Ved beregningen af kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag pr. indbygger og udgiftsbehov samt ved fastsættelsen af det samlede tilskud eller tilsvar henregnes til folketallet i en kommune personer, for hvilke kommunen efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser.
Stk. 4. Ved beregningen af efterreguleringerne for tilskudsåret 1995 korrigeres beskatningsgrundlag for amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner, for beregningsåret 1994 med de afregnede beløb efter kildeskattelovens § 64 B, idet der dog ikke indgår eventuelle beløb anvendt til afdrag på hypotekbanklån.
§ 26. Lovens regler om amtskommunerne finder også anvendelse på Københavns og Frederiksberg Kommuner.