Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner § 25

§ 25. Tilskud og tilsvar efter §§ 2, 5, 12, 14, 18, 20 og 21 samt statstilskud efter §§ 10 og 17 beregnes på grundlag af de enkelte kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag, faktiske beskatningsniveauer, udskrivningsprocenter og nettodrifts- og anlægsudgifter i beregningsåret.

Stk. 2. Ved opgørelsen af nettodrifts- og anlægsudgifterne til brug ved tilskuds- og tilsvarsberegningen tillægges eller fradrages kommunernes og amtskommunernes skønnede merudgifter henholdsvis mindreudgifter som følge af ændringer i udgifts- og opgavefordelingen og ændringer i den bindende statslige regulering af kommunernes og amtskommunernes virksomhed som nævnt i § 10, stk. 2, og § 17, stk. 2, opgjort i beregningsårets prisniveau.

Stk. 3. Ved beregningen af kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag pr. indbygger og udgiftsbehov samt ved fastsættelsen af det samlede tilskud eller tilsvar henregnes til folketallet i en kommune personer, for hvilke kommunen efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser.

Stk. 4. Ved beregningen af efterreguleringerne for tilskudsåret 1995 korrigeres beskatningsgrundlag for amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner, for beregningsåret 1994 med de afregnede beløb efter kildeskattelovens § 64 B, idet der dog ikke indgår eventuelle beløb anvendt til afdrag på hypotekbanklån.

Kilde: Retsinformation.dk