§ Lov om støtte til voksenuddannelse · kapitel 3 af 4
Kapitel 3 – *Øvrige bestemmelser*
LOV nr 514 af 30/06/1993
§ 11 . Undervisningsministeren nedsætter et voksenuddannelsesråd med deltagelse af de berørte organisationer og myndigheder, der skal rådgive ministeren i spørgsmål af betydning for lovens gennemførelse, herunder udtale sig om regler for uddannelser og uddannelsesforløb, der er støtteberettigende efter § 4, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 8, stk. 2.
Stk. 2 . Formanden og medlemmerne beskikkes af undervisningsministeren for en periode af 3 år. Undervisningsministeriet yder rådet sekretariatsbetjening.
§ 12 . Undervisningsministeren fastsætter regler om lovens administration, herunder om ansøgning, tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af voksenuddannelsesstøtten.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om midlertidig afbrydelse af tildeling af voksenuddannelsesstøtte til nye ansøgere, hvis ansøgningsmængden overstiger de bevillingsmæssige rammer for voksenuddannelsesstøtte.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan bestemme, at voksenuddannelsesstøtten administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte under Undervisningsministeriet, samt at de enkelte uddannelsesinstitutioner skal bistå Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte i forbindelse med støttens tildeling. I så fald kan afgørelser, der træffes af styrelsen, ikke indbringes for undervisningsministeren, jf. § 13.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om dokumentation for nedsat arbejdstid og for deltagelse i undervisningen og om, at ansøgere og arbejdsgivere skal give oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af voksenuddannelsesstøtten.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder indhente oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af voksenuddannelsesstøtte. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysningerne og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan bestemme, at oplysningerne kan indhentes af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.
§ 13 . Afgørelser truffet af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte om beregning, tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af voksenuddannelsesstøtte kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten af den, som afgørelsen vedrører. Ankenævnet træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 2 . Ankenævnet for Uddannelsesstøtten kan indtil 6 måneder efter meddelelsen af afgørelsen se bort fra overskridelse af fristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.