Lov om støtte til voksenuddannelse § 12

§ 12 . Undervisningsministeren fastsætter regler om lovens administration, herunder om ansøgning, tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af voksenuddannelsesstøtten.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om midlertidig afbrydelse af tildeling af voksenuddannelsesstøtte til nye ansøgere, hvis ansøgningsmængden overstiger de bevillingsmæssige rammer for voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan bestemme, at voksenuddannelsesstøtten administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte under Undervisningsministeriet, samt at de enkelte uddannelsesinstitutioner skal bistå Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte i forbindelse med støttens tildeling. I så fald kan afgørelser, der træffes af styrelsen, ikke indbringes for undervisningsministeren, jf. § 13.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om dokumentation for nedsat arbejdstid og for deltagelse i undervisningen og om, at ansøgere og arbejdsgivere skal give oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af voksenuddannelsesstøtten.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder indhente oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af voksenuddannelsesstøtte. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysningerne og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form. Undervisningsministeren kan bestemme, at oplysningerne kan indhentes af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Kilde: Retsinformation.dk