§ Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (Højskoleloven) · kapitel 3 af 10
Kapitel 3 – *Statstilskud*
LOV nr 510 af 30/06/1993
Tilskudsbetingelser m.v.
§ 14. En fri kostskole skal have mindst 24 årselever, jf. § 23, stk. 1, i det skoleår, der slutter i kalenderåret før finansåret, eller som gennemsnit af dette skoleår og de 2 foregående skoleår, jf. dog § 23, stk. 1, sidste pkt. Skoleåret går fra den 1. august til den 31. juli. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige kravet om 24 årselever. Kravet nedsættes forholdsmæssigt, hvis skolen har mindre end 36 undervisningsuger i skoleåret.
Stk. 2. Eleverne skal for at kunne medregnes i årselevtallet opfylde følgende betingelser ved kursets begyndelse:
-
- Elever på folkehøjskoler skal være fyldt 17 1/2 år.
-
- Elever på ungdomshøjskoler skal være mindst 16 1/2, men ikke 19 år. På kurser af indtil 4 ugers samlet varighed i skoleåret kan skolen dog medregne elever, der er fyldt 19 år eller derover ved kursets begyndelse.
-
- Elever på efterskoler skal have afsluttet 7 års skolegang eller være fyldt 14 år. Elever, der er fyldt 18 år, kan i særlige tilfælde medregnes efter regler fastsat af ministeren.
-
- Elever på husholdningsskoler og håndarbejdsskoler skal have afsluttet 9 års skolegang eller være fyldt 16 år.
Stk. 3. Ministeren fastsætter nærmere regler om beregning og opgørelse af årselevtal, herunder om opgørelsestidspunkt og om begrænset medregning af elever, der ikke bor på skolen. Elever på kurser, der varer mindre end 1 uge, medregnes med følgende procentsatser:
-
- 60 procent på kurser, der varer 4 døgn,
-
- 70 procent på kurser, der varer 41/2 døgn,
-
- 80 procent på kurser, der varer 5 døgn, og
-
- 100 procent på kurser, der varer 51/2 døgn og derover.
Stk. 4. Ministeren kan bestemme, at de i stk. 3, nr. 1-4, nævnte satser også skal gælde for første og sidste kursusuge, der varer mindre end 7 dage, jf. § 15, stk. 1, 3. pkt.
§ 15. Kurset skal vare mindst 4 sammenhængende døgn med mindst 4 hele undervisningsdage. Kurser på 1 uge og derover skal indeholde mindst 5 hele undervisningsdage i hver uge. Undervisningsministeren kan bestemme, at mindstekravet i 1. pkt. også skal gælde for første og sidste kursusuge af længere kurser.
Stk. 2. Skolen skal gennemføre mindst 1 kursus på mindst 20 uger eller mindst 2 kurser hver på mindst 12 uger i skoleåret.
Stk. 3. Hvert kursus skal gennemføres med mindst de samme 10 elever, der opfylder betingelserne i § 14, stk. 2, ved kursets begyndelse. Ministeren kan fastsætte særlige regler for kurser omfattet af § 4, stk. 3.
Stk. 4. Kurset skal gennemføres med et flertal af danske elever. Ministeren fastsætter nærmere regler herom og kan fravige kravet i særlige tilfælde.
§ 16. Bestyrelsen skal godkende en plan for skolens overordnede kursusvirksomhed og en undervisningsplan for det enkelte kursus. Undervisningsministeren fastsætter regler om planerne, herunder om opgørelse af ugetallet.
Stk. 2. For husholdningsskoler kan ministeren fastsætte regler om forholdet mellem almene kurser og uddannelser omfattet af denne lov og anden lovgivning.
§ 17. For forstander og lærere skal løn- og ansættelsesvilkår være i overensstemmelse med regler udarbejdet af finansministeren eller den, finansministeren bemyndiger hertil. Der skal foreligge skriftlig kontrakt mellem skolen og forstander/lærere om vilkårene.
§ 18. Skolen skal påse, at forstander og lærere indmeldes i Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler m.v. eller Efterlønskassen for Lærere i Friskolen og Efterskolen, medmindre det over for pensionskassens bestyrelse er godtgjort, at der på anden måde er sikret dem passende pension.
§ 19. Skolen skal have andre indtægter end statstilskud.
Stk. 2. Skolen kan miste retten til tilskud, hvis dens elevbetaling ikke er i overensstemmelse med regler om mindste elevbetaling fastsat af undervisningsministeren eller er væsentligt over gennemsnittet for skoleformen. Fortabelse af retten til tilskud drøftes forinden med den pågældende skoleforms forening.
§ 20. Tilskud skal anvendes til virksomhed omfattet af denne lov. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at lønudgifter, jf. § 17, skal udgøre en mindste andel af driftstilskuddet i et givet finansår, og at forskellen mellem skolens lønudgifter og den fastsatte andel modregnes i efterfølgende tilskudsudbetaling og tilfalder staten. Skolen disponerer i øvrigt frit ved anvendelsen af følgende tilskud under eet, idet formålene med dem forudsættes opfyldt:
-
- Driftstilskud i henhold til § 24, herunder tilskud til vikar og specialundervisning.
-
- Bygningstilskud i henhold til § 25, stk. 4 og 5.
-
- Tilskud til undervisning af svært handicappede elever i henhold til § 26.
-
- Tilskud til specialundervisning i henhold til § 27.
Stk. 2. Skolen kan opspare tilskud til følgende finansår og optage lån til skole- og undervisningsvirksomhed.
Stk. 3. Til brug for tilskudsberegningen kan Undervisningsministeriet indhente de nødvendige oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i elektronisk form, og om, at tilskud kan tilbageholdes, indtil nødvendige oplysninger er givet.
§ 21. De tilskud, der er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 1-4, udbetales endeligt inden for finansåret. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af forskud i løbet af finansåret, indtil grundlaget for tilskudsberegningen er opgjort.
Stk. 2. Ministeren kan for skoler, som ikke følger eller opfylder bestemmelserne i denne lov eller regler fastsat af ministeren eller af finansministeren, jf. § 17, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde og eventuelt kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen har været fejlagtigt.
Stk. 3. Tilskud, der bortfalder eller tilbagebetales, tilfalder staten.
Stk. 4. For meget udbetalt tilskud modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.
Tilskud til kombinerede skoler
§ 22. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige regler om tilskud til kombinerede skoler omfattet af denne lov og til kombinerede skoler, som består af en fri kostskole og en skoleform, der støttes efter anden lovgivning.
Driftstilskud
§ 23. Staten yder driftstilskud ud fra antal årselever, jf. § 14. For skoler, der har været i virksomhed i hele det skoleår, der slutter året før finansåret, anvendes gennemsnit af årselevtallet i det skoleår, der slutter i finansåret, og skoleåret før. Skolens årselevtal er summen af elever i hver undervisningsuge i skoleåret divideret med 40. For skoler, der begynder virksomhed i finansåret eller året før, anvendes finansårets årselevtal. For disse skoler er årselevtallet summen af elever i hver undervisningsuge i finansåret divideret med 40.
Stk. 2 . Det gennemsnitlige tilskud pr. årselev (takstbeløb) fastsættes for hver skoleform på de årlige finanslove.
§ 24. Af bevillingen til driftstilskud afsættes for hver skoleform på de årlige finanslove:
-
- Eventuelt et særligt tilskud til udgifter til vikar for forstandere og lærere under længere sygdom, graviditet, barsel, adoption, organisationsarbejde og kursusdeltagelse.
-
- For folkehøjskoler, herunder ungdomshøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf. dog § 27, et særligt tilskud til specialpædagogisk bistand.
Stk. 2. Undervisningsministeriet fordeler tilskud omfattet af stk. 1 til skolerne efter ansøgning. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen og kan efter drøftelse med skoleformernes foreninger fastsætte regler om, at tilskud til vikar, jf. stk. 1, nr. 1, fordeles af en vikarkasse, hvis vedtægter godkendes af ministeren.
Stk. 3 . Bevillingen til driftstilskud med fradrag af særlige bevillinger, jf. stk. 1, opdeles i en skoletilskudspulje og en taxametertilskudspulje. Fordelingen mellem de 2 puljer fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 4. Skoletilskudspuljen fordeles med samme beløb til hver skole. Beløbet nedsættes dog til skoler, hvis årselevtal er lavere end kravet til mindste årselevtal, jf. § 14, stk. 1. Ministeren fastsætter regler om, at der i en overgangsperiode af puljen til skoletilskud forlods ydes en procentdel af arealtilskud samt tilskud til ejendomsskatter og tilsvarende offentlige afgifter vedrørende skolens faste ejendomme ydet i henhold til den tidligere støttelovgivning. Ministeren kan fastsætte regler om, at skoletilskuddet nedsættes eller bortfalder for skoler med særlig store indtægter fra virksomhed, der ikke er omfattet af denne lov, samt om nedsættelse for elever, der ikke bor på skolen, jf. § 6.
Stk. 5. Taxametertilskudspuljen fordeles til de enkelte skoler ud fra antallet af årselever og lærernes fordeling på skalaløntrin (lærerlønfaktoren) i det skoleår, der slutter året før finansåret. Årselevtallet for den enkelte skole beregnes efter reglerne i § 23, stk. 1, 3. pkt. Ministeren fastsætter nærmere regler om fordelingen, herunder om lærerlønfaktorens opgørelse og vægt ved beregningen af taxametertilskud, og kan fastsætte regler om mindste antal faste lærere pr. årselev.
Stk. 6. Afviger antallet af årselever i det skoleår, der slutter i finansåret, fra årselevtallet i skoleåret før, reguleres tilskuddet til den enkelte skole ud fra halvdelen af takstbeløbet, jf. § 23, stk. 2, og forskellen i årselevtal. For skoler, der begynder virksomhed i finansåret eller finansåret før, reguleres eventuelle afvigelser mellem det faktiske årselevtal og det årselevtal, der ligger til grund for fordelingen, jf. stk. 5, med takstbeløbet.
Stk. 7. Til skoler, der ved fordelingen af skoletilskud, jf. stk. 4, ikke er godkendt til at begynde virksomhed i løbet af finansåret, fastsættes tilskud ud fra antal årselever og takstbeløbet, jf. § 23, stk. 2. Til skoler, der ved fordelingen er godkendt til at begynde virksomhed i løbet af finansåret, afsættes et forholdsmæssigt skoletilskud samt et taxametertilskud.
Bygningstilskud
§ 25. Staten yder bygningstilskud med 85 pct. af udgifter til:
-
- Renter af lån til finansiering af etableringsudgifter pålagt af en offentlig myndighed.
-
- Renter af lån godkendt af undervisningsministeren med pant i faste ejendomme ejet af skolen.
Stk. 2. Til skoler med undervisning i mindre end 36 uger i finansåret nedsættes tilskuddet forholdsmæssigt.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud, herunder om udbetaling af forskud, og om eventuel nedsættelse af tilskud efter stk. 1, nr. 2, hvis skolen har lejeindtægter fra ejendom, hvortil der ydes tilskud.
Stk. 4. Ministeren kan efter drøftelse med skoleformernes foreninger fastsætte regler om omlægning af tilskud efter stk. 1 til faste tilskud til renteudgifter.
Stk. 5. Ministeren kan efter drøftelse med skoleformernes foreninger fastsætte regler om omlægning af tilskud efter stk. 1 eller stk. 4, så det ydes ud fra antal årselever i skoleåret før finansåret og en gennemsnitlig takst pr. årselev fastsat på de årlige finanslove, herunder regler om afviklingstilskud ydet forlods af bygningstilskudsbevillingen.
Tilskud til undervisning af svært handicappede elever
§ 26. Staten yder tilskud til dækning af ekstraudgifter godkendt af Undervisningsministeriet til lærertimer og hjælpemidler til elever med svære handicap.
Stk. 2. Tilskuddet fastsættes på de årlige finanslove og reguleres ud fra antallet af elever, der ydes tilskud til, og det faktiske tilskud pr. elev.
Tilskud til specialundervisning
§ 27. Staten yder tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand for:
-
- Elever på efterskoler.
-
- Elever på ungdomshøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, som ikke er fyldt 18 år ved kursets begyndelse.
Stk. 2. Tilskud ydes med en fast takst pr. elev på grundlag af udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune. Til efterskoler med særlige undervisningstilbud kan tilskud tillige ydes på grundlag af dette med et samlet beløb. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for tilskud, herunder om mindsteforbrug af almindelige undervisningstimer.
Stk. 3. På de årlige finanslove fastsættes tilskud pr. enkeltintegreret elev og en samlet bevilling til skoler med særlige undervisningstilbud.
Tilskud til efteruddannelse
§ 28. Staten kan yde tilskud til kurser til efteruddannelse af forstandere og lærere.
Stk. 2. Staten kan yde tilskud til skolens merudgifter til løn under tjenestefrihed til efteruddannelse for forstander og lærere.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskuddene.
Tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde
§ 29. Staten kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område, jf. § 9. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskuddet.
Tilskud til pensionskasser
§ 30. Pension til forstandere og lærere afholdes af de pensionskasser, der er nævnt i § 18.
Stk. 2. Regler om pensionskasserne fastsættes i vedtægter godkendt af undervisningsministeren og finansministeren.
Stk. 3. Staten yder tilskud til pensionskasserne efter regler fastsat i vedtægterne.
Regnskab og revision m.v.
§ 31. Skolernes regnskabsår er kalenderåret. Regnskaberne opstilles og revideres efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren. Regnskaberne skal revideres af en statsautoriseret revisor, en registreret revisor, Kommunernes Revisionsafdeling, Direktoratet for Stadens Revision eller andre kommunale revisionsorganer.
Stk. 2. Revisor kontrollerer skolens oplysninger til brug ved beregning af statstilskud og statslig elevstøtte, herunder at beløb til individuel støtte, jf. § 37, stk. 1, nr. 2, anvendes til formålet.
Stk. 3. En eventuel vikarkasse i henhold til § 24, stk. 2, fører regnskab for bevillingen til tilskud til vikar, jf. § 24, stk. 1, nr. 1. Regnskabsåret er kalenderåret. Ministeren kan fastsætte regler om opstilling og revision af regnskaberne. Regnskaberne skal revideres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor, Kommunernes Revisionsafdeling, Direktoratet for Stadens Revision eller andre kommunale revisionsorganer.