← Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1)

§ Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1) · kapitel 20 af 25

Kapitel 20 – *Arbejdsmarkedsråd*

LOV nr 434 af 30/06/1993

§ 51. Det regionale arbejdsmarked (regionen) omfatter et amt. Til varetagelse af opgaver i forbindelse med styringen af arbejdsmarkedsindsatsen nedsætter arbejdsministeren et arbejdsmarkedsråd i hver region. Arbejdsministeren kan opdele amtet i flere regioner.

§ 52. Arbejdsmarkedsrådet består af 1 formand og 21 andre medlemmer.

Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger, bortset fra formanden, medlemmerne af Arbejdsmarkedsrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, jf. dog stk. 3, således:

5 fra Dansk Arbejdsgiverforening,

5 fra Landsorganisationen i Danmark,

1 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

1 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

1 fra Akademikernes Centralorganisation,

1 fra FR-Fælllesrepræsentationen (Hovedorganisation for Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger i Danmark),

3 fra amtsrådet og

4 fra kommunerne i amtet i fællesskab.

Stk. 3. I Københavnsområdet udpeges Københavns Amtsråds og kommunernes medlemmer således:

2 fra Københavns Amtsråd,

2 fra Københavns Borgerrepræsentation,

1 fra Frederiksberg Kommunalbestyrelse og

2 fra kommunerne i Københavns Amt i fællesskab.

Stk. 4. Samtidig udpeges på samme måde 1 suppleant for hvert medlem.

Stk. 5. Bortset fra formanden og suppleanten for denne udpeges medlemmerne, suppleanterne og de tilforordnede for en 4-årig periode. Udpegningen finder sted den 1. februar umiddelbart efter de kommunale valg. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.

Stk. 6. Rådets formand og suppleanten for denne udpeges af medlemmerne af Arbejdsmarkedsrådet for en 2-årig periode.

Stk. 7. Arbejdsmarkedsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 8. Regionschefen, jf. § 55, varetager Arbejdsmarkedsrådets sekretariatsforretninger.