← Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1)

§ Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (* 1) · kapitel 19 af 25

Kapitel 19 – *Landsarbejdsrådet*

LOV nr 434 af 30/06/1993

§ 49. Til varetagelse af opgaver på landsplan i forbindelse med styringen af arbejdsmarkedsindsatsen nedsætter arbejdsministeren Landsarbejdsrådet, der består af 1 formand og 25 andre medlemmer.

§ 50. Arbejdsministeren udpeger, bortset fra formanden, medlemmerne af Landsarbejdsrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder således:

8 fra Dansk Arbejdsgiverforening,

8 fra Landsorganisationen i Danmark,

1 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

1 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

1 fra Akademikernes Centralorganisation,

1 fra FR-Fællesrepræsentationen (Hovedorganisation for Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger i Danmark),

1 fra Amtsrådsforeningen i Danmark,

3 fra Kommunernes Landsforening og

1 fra Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger rådets formand og en suppleant for denne efter indstilling fra rådets medlemmer.

Stk. 3. Der tilforordnes Landsarbejdsrådet 3 repræsentanter for Arbejdsministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet og 1 repræsentant for Undervisningsministeriet.

Stk. 4. Medlemmerne, herunder formanden, samt de tilforordnede udpeges for en 4-årig periode. Udpegningen finder sted den 1. februar umiddelbart efter begyndelsen af den kommunale valgperiode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.

Stk. 5. Landsarbejdsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6. Arbejdsministeren drager omsorg for varetagelse af Landsarbejdsrådets sekretariatsforretninger.