← Lov om jagt og vildtforvaltning(* 1) (* 2)

§ Lov om jagt og vildtforvaltning(* 1) (* 2) · kapitel 9 af 9

Kapitel 9 – *Straf m.v.*

LOV nr 269 af 06/05/1993

§ 54. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

    1. overtræder § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 8, § 9, § 10, stk. 1, § 13, § 16, stk. 1, § 17, § 18, stk. 1, 2 og 5, 2. pkt., § 19, § 22, § 23, stk. 1-3, § 24, § 25, § 26, § 28, § 30, § 31, § 39, § 43, stk. 1, § 44, stk. 1, § 48, stk. 1, eller § 55, stk. 3,
    1. modtager eller skaffer sig selv eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved forsætlig overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 13 eller regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1,
    1. ved hjælp til transport, partering, afhændelse eller på lignende måde medvirker til at sikre en anden udbyttet af en forsætlig overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 13 eller regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1,
    1. udøver jagt i strid med § 18, stk. 4,
    1. overtræder regler, som efter § 33 er fastsat for et vildtreservat,
    1. i strid med § 11, stk. 1, eller § 50 modvirker adgangen til en ejendom,
    1. tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven, eller
    1. undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er udstedt efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

    1. voldt betydelig skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor eller
    1. opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller for overtrædelse af bestemmelser i forordninger omfattet af § 52, stk. 3. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, eller af staten, kan der pålægges den pågældende myndighed eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 6. Jagt, som udøves i strid med loven eller regler udstedt i medfør af loven, straffes, selv om der ikke ved jagten er fældet eller fanget noget vildt.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.

Stk. 8. I sager om overtrædelse af loven og af regler udstedt i medfør af loven kan ransagning ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom.

§ 55. Ved dom for forsætlig overtrædelse af de regler, der er nævnt i § 54, stk. 1 og 3, kan der ske frakendelse af retten til at have eller erhverve jagttegn, hvis det begåede forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke fremtidig vil udøve jagt på forsvarlig måde. Det samme gælder ved dom for forsætligt under jagt at have forvoldt skade på anden person eller fare herfor samt ved dom for forsætligt dyrplageri efter dyreværnslovgivningen.

Stk. 2. Frakendelse af retten til jagttegn sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre. Hvis retten er frakendt indtil videre, kan sag om fortsat frakendelse efter 5 års forløb indbringes for retten efter reglerne i borgerlig straffelov § 78, stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker, inden femårsfristen er udløbet.

Stk. 3. Den, der er frakendt retten til jagttegn, eller den, hvis jagttegn er inddraget i medfør af § 42, stk. 1, skal aflevere jagttegnet til politiet.

§ 56. Overtrædelse af § 13, § 17, § 19, stk. 1, og § 31 påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 57. Der er udpantningsret for gebyrer efter § 53 og for udgifter, som miljøministeren har krav på at få dækket efter § 48, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Betales de gebyrer og udgifter, der er nævnt i stk. 1, ikke rettidigt, kan der opkræves morarenter på 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldstidspunktet.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 58. Loven træder i kraft den 1. april 1994.

Stk. 2. Reglerne i § 18, stk. 1, 2 og 5, 2. pkt., træder dog først i kraft den 1. april 1997.

Stk. 3. Reglen i § 18, stk. 6, træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 4. Følgende lovbestemmelser ophæves:

    1. lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 11. december 1987,
    1. § 9, stk. 2, i lov nr. 386 af 6. juni 1992, dyreværnslov.

§ 59. Reglen i § 40, stk. 3, finder ikke anvendelse på jagttegnsindehavere, der ved lovens ikrafttræden har erhvervet tilladelse til at besidde jagtriffel.

§ 60. Regler, der er udstedt i medfør af den hidtil gældende lov om jagt og vildtforvaltning, jf. § 58, stk. 4, nr. 1, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 61. Afgørelser efter den hidtil gældende lov om jagt og vildtforvaltning, jf. § 58, stk. 4, nr. 1, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller efter regler udstedt efter loven træffes nye afgørelser. Overtrædelse af afgørelserne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 62. I lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse foretages følgende ændringer:

1. I § 30, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Der kan herunder fastsættes regler om, at ministeren uden retskendelse kan lade udtage prøver af individer af bestemte vilde dyrearter.«

2. § 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Miljøministeren kan fastsætte regler om autorisationsordningen, herunder regler om, at autorisation kan nægtes eller tilbagekaldes.«

§ 63. I lov nr. 383 af 7. juni 1989, skovlov, som ændret senest ved lov nr. 9 af 3. januar 1992, affattes § 41, stk. 2 og 3, således:

» Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.

Stk. 3. Rådet består af 12 medlemmer ud over formanden. 8 medlemmer udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet, Danmarks Naturfredningsforening (2 medlemmer) og Friluftsrådet. 4 medlemmer udnævnes af miljøministeren som repræsentanter for det skovbrugsvidenskabelige område, det naturvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og statsskovdistrikterne.«

§ 64. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 6. maj 1993

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Svend Auken

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der delvis gennemfører Rådets

direktiv nr. 79/409/EØF og direktiv nr. 92/43/EØF.