Lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Restaurationsloven) § 15

§ 15. Bestyrere i virksomheder, der har alkoholbevilling, skal opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 16, stk. 2. De skal have bopæl her i riget, medmindre bevillingsmyndigheden undtager fra denne betingelse. Endvidere må de ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at de ikke vil lede virksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 2. Bestyrere i virksomheder med alkoholbevilling skal godkendes af bevillingsmyndigheden. Godkendelsen bortfalder, hvis bestyreren ikke længere opfylder betingelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., og kan tilbagekaldes, såfremt bestyreren ikke længere opfylder betingelserne i stk. 1, 3. pkt.

Stk. 3. Bevillingsmyndigheden kan træffe bestemmelse om, at andre ansatte eller bestemte kategorier af ansatte i virksomheder med alkoholbevilling skal være godkendt af politiet. Godkendelse af ansatte kan nægtes eller tilbagekaldes, såfremt den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil kunne udføre hvervet på betryggende måde. Kan en person, der er ansat på det tidspunkt, hvor bevillingsmyndigheden træffer afgørelse om, at godkendelse skal finde sted, ikke godkendes, betragtes det som en tilbagekaldelse af en godkendelse, jf. stk. 4 og 5.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter stk. 2 og 3 af en godkendelse kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre. En afgørelse om tilbagekaldelse kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen hertil og om fristen herfor.

Stk. 5. Anmodning om domstolsprøvelse efter stk. 4 skal fremsættes inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen skal fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Fremsættes anmodningen over for politiet, indbringes sagen for retten efter reglerne om straffesager. Fremsættes anmodningen over for bevillingsmyndigheden, anlægger denne sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Anmodning om indbringelse af sagen for retten har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve hvervet. Ankes en dom, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller hvortil sagen er indbragt, bestemme, at hvervet ikke må udøves under ankesagens behandling.

Finansiering m.v.

Kilde: Retsinformation.dk