← Lov om en værditabsordning for boligejere m.v.

§ Lov om en værditabsordning for boligejere m.v. · kapitel 4 af 5

Kapitel 4 – *Diverse bestemmelser*

LOV nr 214 af 28/04/1993

§ 17. Amtsrådet udfører nødvendige forundersøgelser, udarbejder forslag til oprydningsprojekter og forestår udførelsen af oprydningsprojekterne samt driften af eventuelle andre foranstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet underretter miljøministeren om resultatet af oprydningsprojekterne.

§ 18. Bestemmelserne i affaldsdepotlovens § 7, stk. 2, §§ 10 og 11, § 12, stk. 2 og 3, § 13, § 16 og § 23 finder tilsvarende anvendelse for foranstaltninger efter denne lov.

§ 19. Miljøministeren afholder udgifterne til oprydningsforanstaltninger, der er godkendt efter § 9, udgifter til tilbagebetaling af egenbetalingen, jf. §§ 14-16, og udgifter til erstatninger efter § 18, jf. affaldsdepotlovens § 13.

§ 20. Amtsrådet afholder udgifterne ved udførelse af undersøgelser og drift af andre foranstaltninger efter § 17. Er beføjelserne til at udføre opgaver efter loven henlagt til amtsrådet, jf. § 22, afholder amtsrådet tillige de i § 19 nævnte udgifter.

§ 21. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver og beføjelser, som er henlagt til amtsrådet.

§ 22. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sagerne, herunder om eventuelle yderligere oplysninger, som grundejeren skal tilvejebringe, og om undersøgelser, oprydning og vurdering af sagerne.

Stk. 2. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udføre de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Ministeren kan endvidere bemyndige amtsråd og kommunalbestyrelser til at udføre opgaver efter loven.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 2, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 23. Miljøministerens og amtsrådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt.

§ 24. I lov nr. 420 af 13. juni 1990 om affaldsdepoter indsættes i § 12, stk. 1, som 2. pkt. :

»Underretningen skal tillige indeholde oplysning om mulighederne for oprydning i henhold til værditabsloven.«

§ 25. I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1223 af 17. december 1992, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, indsættes i § 17 A, stk. 2, som 2. pkt.:

»Det samme gælder renter af lån ydet efter værditabslovens § 10.«

§ 26. I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 22. oktober 1992, indsættes i § 11 som 3. pkt.:

»Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter værditabslovens § 11 medregnes heller ikke.«

§ 27. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 27. august 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, indsættes i § 86 som stk. 2:

»Stk. 2. Dokumenter, der udstedes til sikkerhed over for staten efter § 10 i værditabsloven, er stempelfri.«