← Lov om en værditabsordning for boligejere m.v.

§ Lov om en værditabsordning for boligejere m.v. · kapitel 2 af 5

Kapitel 2 – *Garanti og oprydning*

LOV nr 214 af 28/04/1993

§ 5. Ejendomme, der omfattes af loven, jf. kapitel 1, og som på begæringstidspunktet fortsat anvendes til helårsbeboelse, ryddes op, jf. dog § 11, såfremt grundejeren fremsætter begæring herom, og såfremt forureningen har en skadelig virkning på mennesker eller miljø eller indebærer en fare herfor.

Stk. 2. Oprydninger gennemføres i det omfang, der afsættes bevilling hertil på de årlige bevillingslove.

§ 6 . Det påhviler grundejeren for egen regning at dokumentere, at en ejendom, der ikke er registreret som affaldsdepot i henhold til affaldsdepotloven, er forurenet i tilsvarende grad, jf. § 1, stk. 2. Amtsrådet kan stille krav til dokumentationsmaterialet.

Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt forureningen medfører, at ejendommen er omfattet af loven. Amtsrådet underretter kommunalbestyrelsen om den trufne afgørelse.

§ 7. Begæring om oprydning indsendes til amtsrådet.

Stk. 2. Sammen med begæringen fremsender grundejeren:

    1. Kopi af slutseddel, skøde eller tilsvarende dokument, hvorved ejendommen blev erhvervet. Dette gælder dog ikke for ejendomme, der er udstykket i ejerlejligheder.
    1. Kopi af registreringsdokument, hvoraf fremgår, at ejendommen er registreret som affaldsdepot, eller anden dokumentation for forureningen, jf. § 6.
    1. Redegørelse bilagt dokumentation for, at betingelserne i § 2, nr. 2, er opfyldt, såfremt begæringen vedrører en etageejendom.
    1. Erklæring fra tidligere eller nuværende panthaver om, at ejendommen er erhvervet som led i panthaverens tabsbegrænsende foranstaltninger af panthaveren eller ved dennes mellemkomst, såfremt grundejeren påberåber sig bestemmelsen i § 3, stk. 2, 3. pkt.

Stk. 3. Amtsrådet kan anmode grundejeren om yderligere oplysninger. Amtsrådet kan endvidere indhente oplysninger fra vedkommende kommune.

§ 8 . Amtsrådet videresender begæringen og sagens bilag til miljøministeren ledsaget af et forslag til oprydningsprojekt eller en indstilling om, at oprydning ikke er nødvendig af hensyn til menneskers sundhed eller miljøet.

Stk. 2. Amtsrådet forelægger dog forinden en eventuel tvivl, om ejendommen eller den pågældende grundejer er omfattet af loven, for miljøministeren til afgørelse, jf. dog § 6. Miljøministeren kan indhente yderligere oplysninger fra amtsrådet og grundejeren.

Stk. 3. Begæringer, der giver anledning til udstedelse af påbud i henhold til miljøbeskyttelsesloven til den ansvarlige forurener, videresendes kun til miljøministeren, såfremt påbudet ikke efterkommes.

§ 9. På grundlag af det fremsendte materiale træffer miljøministeren afgørelse om, i hvilket omfang der skal iværksættes en oprydning efter loven. Såfremt en offentligt bekostet oprydning skal iværksættes, meddeler miljøministeren et tilsagn om oprydning til grundejeren, herunder om det forventede tidspunkt for oprydningens påbegyndelse. Tilsagn om oprydning kan overdrages til senere erhververe af ejendommen.

Stk. 2. Tidligst ni måneder inden oprydningen påbegyndes, sender miljøministeren en anmodning om indbetaling af egenbetaling, jf. §§ 12 og 13. Betalingsfristen fastsættes til ikke under tre måneder. Såfremt grundejeren ikke betaler inden for fristen, bortfalder grundejerens ret til oprydning. Miljøministeren kan under særlige omstændigheder se bort fra mindre overskridelser af fristen.

Stk. 3. Påbegyndes oprydningen ikke senest til det meddelte tidspunkt, forrentes den indbetalte egenbetaling med en rente, der svarer til Nationalbankens diskonto den 1. januar det pågældende år med et tillæg på 5 pct. De tilskrevne renter udbetales, når oprydningen påbegyndes, eller hvis grundejeren trækker begæringen om oprydning tilbage. Trækkes begæringen tilbage, frigives egenbetalingen, og grundejeren kan ikke på ny begære oprydning på den pågældende ejendom, medmindre miljøministeren under særlige omstændigheder beslutter andet.

Stk. 4. Såfremt grundejeren på andet grundlag end nævnt i stk. 3 trækker sin begæring om oprydning tilbage efter indbetaling af egenbetaling, træffer miljøministeren beslutning om, hvorvidt oprydningen alligevel skal gennemføres. Gennemføres oprydningen ikke, kan ministeren beslutte, at egenbetalingen skal frigives helt eller delvis. Ved frigivelsen tillægges beløbet ikke renter.

Stk. 5. Såfremt en oprydning skønnes upåkrævet eller der efter en oprydning fortsat findes en forurening på ejendommen, udsteder miljøministeren en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden til helårsboligformål.

Stk. 6. Gennemføres der kun en delvis oprydning, træffer miljøministeren afgørelse om, hvorvidt ejendommen fortsat skal være omfattet af et tilsagn om senere oprydning.

Stk. 7. Miljøministeren underretter grundejeren om den foretagne oprydning på de i § 6 nævnte ejendomme.

Stk. 8. Ministeren kan fastsætte nærmere regler, der fraviger bestemmelserne i lov om affaldsdepoter om afmelding af registreringer, aflysning af tinglysning og frigivelse af depoter.

§ 10. Staten yder efter anmodning lån til betaling af egenbetalingen til grundejere, der har fast bopæl her i landet, og som på det tidspunkt, hvor begæring om oprydning indsendes, er fyldt 65 år eller får udbetalt pension efter lov om social pension eller lov om delpension eller modtager efterløn.

Stk. 2. Anmodning om lån indsendes til amtsrådet sammen med begæring om oprydning. Tilsagn om lån meddeles af miljøministeren samtidig med et eventuelt tilsagn om oprydning.

Stk. 3. Lånene, som anvendes umiddelbart til betaling af egenbetalingen, administreres af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og ydes i øvrigt med de nødvendige tilpasninger på de samme vilkår om sikkerhed, forrentning, forfald m.v. som fastsat i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 576 af 28. august 1987 med senere ændringer.

§ 11. Uanset bestemmelsen i § 5 kan miljøministeren i særlige tilfælde fremsætte tilbud om offentlig overtagelse af ejendommen. Bestemmelserne i §§ 12 og 13 om egenbetaling finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Såfremt grundejeren ikke inden en nærmere fastsat frist på ikke under tre måneder accepterer, at ejendommen overtages i henhold til stk. 1, og indbetaler egenbetalingen, bortfalder grundejerens rettigheder i henhold til denne lov.

Stk. 3. Ved fastsættelse af overtagelsesprisen skal ejendommens værdi beregnes uden hensyn til den værdinedsættelse, der skyldes forureningen.

Stk. 4. I mangel af enighed om ejendommens værdi indbringer miljøministeren spørgsmålet for landvæsensretten.

Stk. 5. Overtagelsessummen udbetales til panthaverne i prioritetsrækkefølge, og resterende beløb udbetales til grundejeren.