Lov om en værditabsordning for boligejere m.v. § 9

§ 9. På grundlag af det fremsendte materiale træffer miljøministeren afgørelse om, i hvilket omfang der skal iværksættes en oprydning efter loven. Såfremt en offentligt bekostet oprydning skal iværksættes, meddeler miljøministeren et tilsagn om oprydning til grundejeren, herunder om det forventede tidspunkt for oprydningens påbegyndelse. Tilsagn om oprydning kan overdrages til senere erhververe af ejendommen.

Stk. 2. Tidligst ni måneder inden oprydningen påbegyndes, sender miljøministeren en anmodning om indbetaling af egenbetaling, jf. §§ 12 og 13. Betalingsfristen fastsættes til ikke under tre måneder. Såfremt grundejeren ikke betaler inden for fristen, bortfalder grundejerens ret til oprydning. Miljøministeren kan under særlige omstændigheder se bort fra mindre overskridelser af fristen.

Stk. 3. Påbegyndes oprydningen ikke senest til det meddelte tidspunkt, forrentes den indbetalte egenbetaling med en rente, der svarer til Nationalbankens diskonto den 1. januar det pågældende år med et tillæg på 5 pct. De tilskrevne renter udbetales, når oprydningen påbegyndes, eller hvis grundejeren trækker begæringen om oprydning tilbage. Trækkes begæringen tilbage, frigives egenbetalingen, og grundejeren kan ikke på ny begære oprydning på den pågældende ejendom, medmindre miljøministeren under særlige omstændigheder beslutter andet.

Stk. 4. Såfremt grundejeren på andet grundlag end nævnt i stk. 3 trækker sin begæring om oprydning tilbage efter indbetaling af egenbetaling, træffer miljøministeren beslutning om, hvorvidt oprydningen alligevel skal gennemføres. Gennemføres oprydningen ikke, kan ministeren beslutte, at egenbetalingen skal frigives helt eller delvis. Ved frigivelsen tillægges beløbet ikke renter.

Stk. 5. Såfremt en oprydning skønnes upåkrævet eller der efter en oprydning fortsat findes en forurening på ejendommen, udsteder miljøministeren en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden til helårsboligformål.

Stk. 6. Gennemføres der kun en delvis oprydning, træffer miljøministeren afgørelse om, hvorvidt ejendommen fortsat skal være omfattet af et tilsagn om senere oprydning.

Stk. 7. Miljøministeren underretter grundejeren om den foretagne oprydning på de i § 6 nævnte ejendomme.

Stk. 8. Ministeren kan fastsætte nærmere regler, der fraviger bestemmelserne i lov om affaldsdepoter om afmelding af registreringer, aflysning af tinglysning og frigivelse af depoter.

Kilde: Retsinformation.dk